Sammendrag
ECB's nye hovedsæde er et symbol på det bedste, Europa kan udrette sammen. Men det minder os også om grunden til, at vi aldrig mere kan risikere at blive delt.
Krisen sætter den europæiske enhed på en prøve. Der er nogle, der, ligesom mange af demonstranterne i dag, mener, at problemet er, at Europa gør for lidt, mens andre mener, at Europa gør for meget, som fx de populistiske partier, der dukker op rundt omkring i Europa.
Løsningen er ikke at afvikle integrationen, og heller ikke at holde fast i en uopnåelig vision om, hvor integrationen skulle føre hen. Vi skal have ambitiøse mål og pragmatiske midler. Vi er nødt til at forene det økonomiske aspekt i integration, der handler om effektivitet, med det politiske aspekt i integration, der handler om lighed. Uddannelse skal være en lige så stor del af reformdagsordenen som mere fleksible markeder og mindre bureaukrati.
Og jo mere beslutningstagningen i økonomiske spørgsmål flyttes til det europæiske plan, desto mere demokrati skal der flyttes med. Vi er derfor nødt til at styrke kanalerne for en ægte europæisk demokratisk legitimitet, som fx Europa-Parlamentet. Folk vil få en mere effektiv suverænitet ved at opgive noget af den formelle suverænitet. De vil give institutioner med ansvar i hele euroområdet magt til at takle de presserende beskæftigelses- og vækstproblemer. På den måde kan deres stemmer gøre en større forskel for deres tilværelse, end de gør i dag.
***
Jeg vil gerne byde velkommen til:
stedfortrædende ministerpræsident, Tarek Al-Wazir,
overborgmester, Peter Feldmann,
tidligere formand for ECB, Jean-Claude Trichet,
nuværende og tidligere medlemmer af Styrelsesrådet,
tidligere overborgmester, Petra Roth,
æresborger i Frankfurt, Friedrich von Metzler,
formand for det jødiske samfund, Salomon Korn,
efterkommer af Grossmarkthalles arkitekter, Konrad Elsässer, og
Wolf Prix, den berømte arkitekt for vores nye bygning.
Mine damer og herrer,
Det er mig en stor glæde at kunne byde Dem velkommen i dag til indvielsen af Den Europæiske Centralbanks nye hovedsæde.
Arbejdet med at skabe vores nye hjem er et projekt, der er lige så gammelt som ECB selv. Det begyndte i 1998 med søgningen efter en passende grund. I 2001 fandt vi stedet her ved Grossmarkthalle. Året efter blev der iværksat en international arkitektkonkurrence, som blev vundet af Wolf Prix og hans team. Og i maj 2010 blev grundstenen lagt, og selve byggearbejdet gik i gang. Denne bygning er resultatet af mange folks utrættelige arbejde i den periode, og nogle af dem er til stede her i dag. Jeg vil gerne takke alle, der har været involveret i dette store arbejde.
Vores fælles valuta, euroen, er blevet det mest håndgribelige symbol på europæisk integration – et stykke Europa, som er tilgængeligt og værdifuldt for os alle. Bygningen vil uden tvivl blive kendt som "euroens hjem". Den udgør et solidt grundlag for ECB's opfyldelse af sit mandat, nemlig at fastholde prisstabilitet for alle euroområdets borgere.
I denne henseende er den et symbol på det bedste, som Europa kan udrette sammen. Men den er også et symbol på, hvorfor vi aldrig mere kan risikere at blive delt.
Vi står her i dag i det, der engang var Frankfurts engrosmarked for frugt og grøntsager, en topmoderne funktionel bygning fra 1920'erne, som i vidt omfang er blevet bevaret og inkorporeret i den nye bygning. I perioden fra 1941 til 1945 blev over 10.000 jøder fra Frankfurt og omegn deporteret herfra til koncentrationslejrene. På bygningens østside er der bygget et mindesmærke, som skal minde os, og vores efterkommere, om gerninger, som aldrig kan eller må glemmes.
Dette mørke kapitel i historien lærte os først og fremmest at skabe et samlet, demokratisk og fredeligt Europa. Vi har opnået meget siden da – men vi må ikke tage noget af det for givet.
Europas enhed er under pres. Det er meget svære tider for nogle. Eurobarometer undersøgte for nylig, hvordan husholdninger i flere lande klarer sig i krisen, og undersøgelsen viste, at alle respondenter var blevet berørt af en indtægtsnedgang, og næsten alle svarede, at tilværelsen var blevet sværere, efter at krisen satte ind.
Som en EU-institution, der har spillet en central rolle gennem hele krisen, er ECB blevet fokus for nogle menneskers frustration over situationen. Dette er måske ikke en rimelig påstand. Vores indsats har netop været rettet mod at afbøde de stød, som har ramt økonomien. Men som centralbank for hele euroområdet er vi nødt til at lytte nøje til, hvad alle borgerne har at sige.
Der er nogle, der – som mange af demonstranterne udenfor i dag – mener, at problemet er, at Europa gør for lidt. De vil have et mere integreret Europa med større finansiel solidaritet mellem nationerne.
Og så er der andre – bl.a. de populistiske partier, vi ser dukke op forskellige steder i Europa – som mener, at Europa gør for meget. Deres løsning er, at landene renationaliserer deres økonomier og tager den økonomiske suverænitet tilbage.
Jeg forstår, hvad der motiverer til disse synspunkter, og hvorfor man vil have forandringer. Men ingen af delene er en reel løsning på den situation, vi står i i dag.
Solidaritet er altafgørende for den europæiske integration, og det er rigtigt, at landene har støttet hinanden under krisen. Men euroområdet er ikke en politisk union, hvor nogle lande altid betaler for andre.
Det har altid været meningen, at landene skal kunne stå på egne ben – at hvert land har ansvar for dets egen politik. At nogle lande skulle igennem en vanskelig tid med justeringer, var først og fremmest en konsekvens af deres beslutninger i fortiden.
At stå på egne ben er imidlertid ikke det samme som at stå alene. At renationalisere vores økonomier er heller ikke svaret.
Det ville ikke ændre ved den grundlæggende økonomiske virkelighed for de europæiske lande, nemlig at vi er aldrende samfund, hvor væksten først og fremmest skal komme gennem øget produktivitet. Og det ville ikke give borgerne mere økonomisk sikkerhed. Der er ikke nogen lande i verden, som både er velhavende og isoleret fra globaliseringen.
Det indre marked blev indført, netop fordi de europæiske økonomier ikke på egen hånd kunne skabe nok arbejdspladser i en verden, der åbner mere og mere op. Og denne proces førte videre til Den Monetære Union, fordi landene indså, at de ikke kunne have delvis integration og fulde fordele – som ERM-krisen i begyndelsen af 1990'erne også viste. Den finansielle krise og statsgældskrisen, som startede i 2008, har kun bekræftet dette.
Svaret er altså ikke at afvikle integrationen. Heller ikke at holde fast i en uopnåelig vision om, hvor integrationen skulle føre hen. Svaret er at fuldføre vores monetære union på de områder, hvor den kan og skal fuldføres. Vi skal have ambitiøse mål og pragmatiske midler.
Vi har allerede vist, hvordan dette kan gøres, med de solidaritets- og stabilitetsmekanismer, som blev oprettet under krisen. Bankunionen er også et bemærkelsesværdigt resultat. Nu skal vi gøre fremskridt på de andre områder, som ikke er færdiggjort, og her tænker jeg især på økonomisk og institutionel konvergens.
Jeg anerkender dog, at vi ikke kan anlægge en rent økonomisk synsvinkel på de problematikker, Unionen står over for. Selv om økonomisk integration samlet set skaber flere arbejdspladser og mere vækst, løser det ikke fuldstændig det problem, som skaber utilfredshed med euroen og EU. Der er også fordelingsproblemet: Hvem vinder, og hvem taber i den proces?
Fx kan højere arbejdskraftsmobilitet mellem landene reducere arbejdsløsheden, men det kan også øge frygten omkring indvandring og skabe usikkerhed for lavtuddannede arbejdstagere. Når en tidligere beskyttet sektor åbnes op, vil det måske reducere forbrugernes udgifter, men det kan også medføre, at borgere, som arbejder i den sektor, må se en usikker fremtid i møde.
Så hvis vi skal opbygge en varig tillid til Unionen, er vi stadig nødt til at håndtere denne spænding – og forene det økonomiske aspekt i integrationen, der handler om effektivitet, med det politiske aspekt i integrationen, der handler om retfærdighed.
Spørgsmålet er komplekst, men løsningen kan sammenfattes i ét ord: kvalifikationer.
Både teoretisk og empirisk forskning tyder på, at de seneste teknologiske forandringer har favoriseret visse kvalifikationer. Med andre ord har produktionsteknologien udviklet sig, så den favoriserer arbejdstagere med en uddannelse frem for uuddannede, fordi dens relative produktivitet øges og derfor også dens relative efterspørgsel efter kvalificerede arbejdstagere.
Når arbejdstagerne udstyres med de rette kvalifikationer, bliver økonomien derfor mere effektiv og skaber flere jobmuligheder. Det gør også økonomien mere retfærdig, fordi så mange borgere som muligt kan få del i disse muligheder.
Derfor skal uddannelse være en lige så stor del af reformdagsordenen som mere fleksible markeder og mindre bureaukrati.
Men økonomisk og politisk integration skal også forenes på en anden måde. Jo mere beslutningstagningen i økonomiske spørgsmål flyttes til det europæiske plan, desto mere demokrati skal der flyttes med.
Ikke kun fordi demokrati er en af EU's kerneværdier. Men også fordi der ikke kan føres politik uden en passende repræsentation og ansvarlighed. Vi er derfor nødt til at uddybe både den økonomiske union og den politiske union. Og det betyder, at vi skal styrke kanalerne for en ægte europæisk demokratisk legitimitet, som fx Europa-Parlamentet.
Det europæiske demokrati vil utvivlsomt blive anderledes. Måske vil vælgerne i et givet land i første omgang være bange for, at de får mindre indflydelse på beslutningerne, end de har i dag. Jeg tror dog på, at man vil få en mere effektiv suverænitet, hvis man opgiver noget formel suverænitet, og det er netop også, hvad der er sket på det pengepolitiske område.
De vil give institutioner med ansvar i hele euroområdet magt til at takle de presserende beskæftigelses- og vækstproblemer – så deres stemmer rent faktisk vil kunne gøre en større forskel på deres tilværelse, end de gør i dag.
På denne måde er jeg sikker på, at vi kan få dem, der føler sig udenfor, herunder mange af demonstranterne i Frankfurt i denne uge, til at acceptere en integrationsproces, som allerede har skabt så mange fordele for tre generationer europæere.
Lad mig til slut takke alle dem, der har været med til at gøre vores nye bygning til virkelighed. Den er et vartegn for byen Frankfurt. Og den giver ECB et nyt, imponerende hjem til at opfylde sit mandat.
Men den står også som et stærkt symbol på, hvad europæisk integration handler om. Den minder os om, hvor vi kommer fra, og hvor langt vi er kommet. Om de grufuldheder, der kan ske, når vi bliver splittet, og de kæmpe skridt, vi kan tage fremad, når vi arbejder sammen.
Så lad os ikke kaste bort, hvad vi har opnået. Lad os ikke hige efter fortiden. Lad os bruge fortidens erfaringer til at forene os i nutiden – og bygge en fuldstændig Union, som kan give os den stabilitet og velstand, vi har brug for.
Vi vil som centralbank udfylde vores rolle i denne proces ved at sikre den fælles valutas integritet. Vores fælles penge er det mest håndgribelige tegn på vores tillid til hinanden. Som ECB's første formand, Wim Duisenberg, udtrykte det, da euroen blev indført for over 16 år siden:
"En valuta er meget mere end bare et betalingsmiddel ... en valuta er også en del af folks identitet. Den afspejler det, de har tilfælles, nu og i fremtiden."
Tak.