Den første overgang til eurosedler og -mønter i 2002

Kontantombytningen i 2002 var en stor historisk begivenhed i Europa og samtidig en stor teknisk bedrift. Den 1. januar 2002 blev eurosedler og -mønter indført i 12 lande med en samlet befolkning på 308 millioner. Det var verdens hidtil største valutaomstilling. Den berørte banksektoren, pengetransportvirksomheder, detailhandlen, salgsautomatbranchen og naturligvis offentliggheden.

Forberedelserne var omfattende. Fra september 2001 blev eurosedler og -mønter distribueret til pengeinstitutter og detailhandlende for at undgå flaskehalse i forsyningskæden. Eurosedler og -mønter var derfor almindeligt tilgængelige inden for alle sektorer de første dage af 2002. Den 3. januar var 96 pct. af alle kontantautomater i euroområdet omstillet til at udbetale eurosedler. En uge efter indførelsen af eurosedler og -mønter blev halvdelen af alle kontanttransaktioner udført i euro.

Efter en omvekslingsperiode, der i nogle lande varede i op til to måneder, og som indebar, at kontantbetalinger kunne foretages i både euro og den nationale valuta, blev euroen det eneste lovlige betalingsmiddel i euroområdet den 1. marts 2002. Pr. denne dato var mere end 6 milliarder pengesedler og næsten 30 milliarder mønter i de nationale valutaer blevet inddraget.

"Evaluation of the 2002 cash changeover", april 2002

Produktion

ECB koordinerede og overvågede seddelproduktionen på 15 produktionssteder, hvilket også involverede 40 forskellige leverandører af råvarer. Et fælles kvalitetsstyringssystem sikrede en ensartet standard for alle eurosedler.

Selv om de enkelte lande var (og er) ansvarlige for euromønterne, fungerede ECB som neutral kontrollør af euromønternes kvalitet for at sikre, at de kunne anvendes i salgsautomater i hele euroområdet.

Produktionen af eurosedler begyndte i juli 1999 på 15 seddeltrykkerier i Den Europæiske Union. Den 1. januar 2002 var den første forsyning på 14,89 milliarder eurosedler til de 12 eurolande trykt. Dette omfattede også produktionen til de logistiske lagre. Sedlerne, der havde en pålydende værdi på ca. 633 mia. euro, ville, hvis de var blevet lagt i forlængelse af hinanden, have kunnet nå til månen og tilbage igen to en halv gang.

ECBs styrelsesråd vedtog efterfølgende, at der skulle trykkes yderligere 1,91 milliarder eurosedler. Disse sedler skulle udgøre den centrale reservebeholdning, som havde til formål at dække eventuelle behov, der måtte opstå som følge af forsinkelser i produktionen af startbeholdninger og logistiske lagre. Den centrale reservebeholdning bidrog således til den problemfri overgang til eurosedler og -mønter. De eurosedler, der var tilbage i den centrale reservebeholdning, efter at denne ikke længere var nødvendig, blev efterfølgende overført til eurosystemets strategiske lager, der blev oparbejdet efter overgangen til eurosedler og -mønter for at imødekomme uventede stigninger i efterspørgslen.

Omkring 52 milliarder mønter med en samlet værdi af 15,75 mia. euro blev præget på 16 forskellige møntfabrikker i Europa. Hertil blev der anvendt 250.000 ton metal.

Produktionstal før 2002

Tabel 1 viser tallene for den første forsyning af eurosedler og -mønter, som blev produceret mellem 1999 og 2001 med henblik på kontantombytningen i 2002. Tabel 2 viser produktionen pr. seddelværdi. De nationale centralbanker besluttede, hvor de respektive landes første forsyning af eurosedler skulle trykkes, og de enkelte eurolande var ansvarlige for at dække deres eget behov for euromønter. Seddel- og møntproduktionen i tal.

Tabel 1

Tabel 2