Oversigt

Coronapandemien (covid-19) fortsatte med at påvirke den økonomiske aktivitet i 1. kvartal 2021, idet en række strenge inddæmningsforanstaltninger blev forlænget, og der opstod flaskehalsproblemer på udbudssiden. Ikke desto mindre er produktionsfaldet blevet inddæmmet af læringseffekter – de økonomiske aktører er i stand til bedre at tilpasse sig pandemien – af den politiske støtte samt af den fortsatte genopretning af den udenlandske efterspørgsel og en robust fremstillingssektor.^[1]

De seneste fremskridt i håndteringen af pandemien bør føre til et betydeligt opsving fra 2. kvartal 2021 og frem. Især bør en hurtigere udrulning af vaccinationer og faldende smittetal i tilknytning hertil gøre det muligt hurtigt at afvikle inddæmningsforanstaltningerne i 2. halvår 2021. Disse var strengere end forventet i årets første halvdel. Det antages dog, at foranstaltningerne først lempes fuldstændig i begyndelsen af 2022, hvilket er i overensstemmelse med tidligere fremskrivninger. På baggrund af disse antagelser ventes aktiviteten i euroområdet igen at vokse i 2. kvartal 2021 og at stige kraftigt i årets anden halvdel, drevet af et kraftigt opsving i det private forbrug og aftagende flaskehalsproblemer på udbudssiden. Derved skulle det blive muligt for realt BNP at nå over niveauet før krisen fra og med 1. kvartal 2022, hvilket er et kvartal tidligere end hidtil forventet.

Sammenlignet med marts 2021-fremskrivningerne er vækstudsigterne bedre i 2021 og 2022. Dette afspejler antagelsen om, at den økonomiske effekt af pandemien vil blive mindre på grund af fremskridtene i vaccinationskampagnen, betydelige yderligere finanspolitiske foranstaltninger – delvis finansieret af Next Generation EU-programmet – og en opjustering af udsigterne for den udenlandske efterspørgsel, der understøttes af de seneste finanspolitiske pakker i USA. Pengepolitiske, finanspolitiske og makroprudentielle politiske foranstaltninger forventes at kunne afværge store finansielle forstærkningseffekter og begrænse de økonomiske mén, som krisen har forårsaget. Som følge heraf forventes realt BNP ved udgangen af 2022 kun at ligge 1,3 pct. under det forventede niveau i de fremskrivninger, der blev offentliggjort før pandemiens start.^[2]

Inflationen forventes at stige til 1,9 pct. i 2021 drevet af midlertidige opadrettede faktorer, før den igen vender tilbage til et niveau på 1,5 pct. og 1,4 pct. i 2022 og 2023, da efterspørgselspresset forbliver afdæmpet, og oliepriserne antages at falde. Det store udsving i den samlede inflation i 2021 afspejler udløbet af den tyske momsnedsættelse, opsvinget i energiinflationen på et tidspunkt med kraftige basiseffekter og en stigning i inputomkostninger i forbindelse med forsyningsforstyrrelser. Da disse midlertidige faktorer bør aftage i begyndelsen af 2022, forventes en stort set flad kurve for HICP-inflationen i 2022 og 2023. HICP-inflationen, ekskl. energi og fødevarer, forventes at blive styrket – mere end forventet i marts 2021-fremskrivningerne – efterhånden som den økonomiske genopretning fortsætter, og den ledige kapacitet bliver mindre. HICP-fødevareinflationen ventes også at stige. I fremskrivningsperioden opvejes denne opadrettede effekt på den samlede inflation stort set af fald i fremskrivningen af HICP-energiinflationen, der bestemmes af den nedadgående kurve for olieprisfutures. Sammenlignet med ECB's stabs fremskrivninger fra marts 2021 er den samlede inflation blevet opjusteret i 2021 og 2022 som følge af en mere positiv udvikling i den ledige kapacitet og en opadrettet effekt fra råvarepriserne.

I betragtning af den fortsatte usikkerhed om, hvordan pandemien vil udvikle sig, og i hvor høj grad økonomien har lidt mén, er der igen udarbejdet to forskellige scenarier. Et mildt scenario, der bygger på antagelsen om en hurtigere løsning af sundhedskrisen, og et hårdt scenario, hvori det forventes, at pandemien bliver langvarig. De to scenarier beskrives i afsnit 5.

1 De vigtigste antagelser bag fremskrivningerne

Basisscenariet for juni 2021-fremskrivningerne bygger på antagelsen om en hurtig lempelse af inddæmningsforanstaltningerne, og at sundhedskrisen er løst i begyndelsen af 2022. Basisscenariet forudsætter, at vaccinationskampagnerne fortsætter i overensstemmelse med EU's strategi for levering af vacciner.^[3] Nogle inddæmningsforanstaltninger antages dog at være nødvendige indtil begyndelsen af 2022. Det er der flere årsager til, nemlig efterspørgselsbegrænsninger (fx befolkningens villighed til at blive vaccineret), fremkomsten af nye varianter af covid-19 uden for euroområdet og den usikkerhed, der stadig er om, hvorvidt vaccinerne vil være effektive mod dem. Sammenlignet med marts 2021-fremskrivningerne har inddæmningsforanstaltningerne været betydeligt strengere i 1. halvår 2021. De antages dog ved årets udgang at nærme sig de lavere niveauer, som fremgik af de foregående fremskrivninger. Dette tyder på en hurtigere lempelse af foranstaltninger i 2. halvår 2021. Tilsvarende antagelser om udviklingen i pandemien er, gennemsnitlig set, gjort med hensyn til det internationale miljø (omend med tydelige forskelle mellem landene). I afsnit 5 præsenteres scenarier, der bygger på alternative antagelser om, hvordan pandemien vil forløbe, og i hvor høj grad økonomien har lidt mén.

Betydelige pengepolitiske og finanspolitiske foranstaltninger, herunder Next Generation EU (NGEU), vil bidrage til at understøtte indkomsterne og den samlede efterspørgsel, forhindre store tab af arbejdspladser og et stort antal konkurser samt begrænse negative feedbacksløjfer mellem realøkonomien og den finansielle sektor. Ud over de pengepolitiske foranstaltninger, som ECB har truffet indtil skæringsdatoen for disse fremskrivninger, bygger basisscenariet på en diskretionær finanspolitisk stimulus i tilknytning til covid-19-krisen og genopretningen, herunder NGEU-finansierede foranstaltninger. Denne diskretionære stimulus udgør ca. 4½ pct. af BNP i 2021, 1½ pct. af BNP i 2022 og 1¼ pct. i 2023 (afsnit 3). Statslige lånegarantier og kapitaltilførsler bør fortsat bidrage til at afhjælpe likviditetsbegrænsninger. Desuden har tilsyns- og makroprudentielle politikker frigjort mere bankkapital til at absorbere tab og støtte kreditstrømmen til realøkonomien. Der er frigivet kapitalbuffere, givet vejledning med henblik på at reducere procykliske hensættelser, og der er truffet foranstaltninger til at bevare bankernes kapacitet til at absorbere tab. De pengepolitiske, finanspolitiske og tilsynsmæssige foranstaltninger antages stort set at kunne forhindre alvorlige feedbacksløjfer mellem realøkonomien og den finansielle sektor i fremskrivningsperioden.

2 Realøkonomien

Realt BNP faldt igen i 1. kvartal 2021. Ifølge Eurostat faldt realt BNP 0,3 pct. i 1. kvartal.^[5] Dette svarede stort set til det forventede fald i basisscenariet fra marts 2021. Selvom der opstod visse flaskehalsproblemer på udbudssiden, og inddæmningsforanstaltningerne var strengere end antaget, blev sidstnævntes indvirkning på den økonomiske aktivitet opvejet af læringseffekter, idet de økonomiske aktører fortsætter med at tilpasse sig foranstaltningerne. Samlet set lå realt BNP i 1. kvartal 2021 5,1 pct. under niveauet i 4. kvartal 2019.

Realt BNP forventes at stige igen i 2. kvartal 2021, hvilket er i overensstemmelse med tillidsindikatorer, som er ved at blive markant forbedrede (figur 1). I april udvidede og strammede mange eurolande nedlukningsforanstaltningerne yderligere. De blev dog allerede lempet til en vis grad i maj, og dette fortsætter sandsynligvis i juni. I lighed med tidligere kvartaler synes inddæmningsforanstaltningerne ikke i så høj grad at medføre forstyrrelser i fremstillingsaktiviteterne (fx steg euroområdets Purchasing Managers-indeks (PMI) til 63,1 i maj), men at påvirke aktiviteten i servicesektoren mere negativt. Sidstnævnte viser ikke desto mindre tegn på genopretning (euroområdets PMI for forretningsaktiviteten inden for servicesektoren var således 55,2 i maj). Målrettede finanspolitiske foranstaltninger vil også understøtte opsvinget i aktiviteten. Samlet set forventes realt BNP at stige 1,4 pct. i 2. kvartal (sammenlignet med en stigning på 1,3 pct. i marts 2021-fremskrivningerne).

Der ventes et kraftigt opsving i aktiviteten i 2. halvår 2021, efterhånden som inddæmningsforanstaltningerne forventes at blive lempet. Det forventede opsving er baseret på flere antagelser, nærmere bestemt en hurtig lempelse af inddæmningsforanstaltningerne, en yderligere reduktion af usikkerheden, en styrkelse af tilliden som følge af yderligere stigninger i andelen af vaccinerede, understøttende finans- og pengepolitikker og afviklingen af en del af den ophobede efterspørgsel. Selvom opsvinget understøttes af en fortsat kraftig genopretning af den udenlandske efterspørgsel, vil det hovedsagelig blive drevet af en robust genopretning af den indenlandske efterspørgsel, især i 3. kvartal, idet der forventes en gradvis og udbredt genåbning af de økonomiske sektorer. Desuden forventes påvirkningen fra andre faktorer, som har indskrænket aktiviteten i 1. halvår 2021, at aftage, herunder manglen på mikrochips, der vurderes at have påvirket bil- og teknologisektoren. Desuden forventes NGEU at øge investeringerne i nogle lande. Realt BNP forventes i 1. kvartal 2022 (et kvartal tidligere end forventet i marts 2021-fremskrivningerne) at nå et niveau, der ligger højere end niveauet før krisen. I 4. kvartal 2022 ventes realt BNP at ligge 1,3 pct. under det forventede niveau i de fremskrivninger, der blev offentliggjort før starten på pandemien (figur 2).^[6]

Det private forbrug ventes at blive den største drivkraft bag genopretningen. Efter stramningen og forlængelsen af inddæmningsforanstaltningerne siden efteråret 2020 faldt det private forbrug igen betydeligt i 1. kvartal 2021, hvilket bidrog kraftigt til nedgangen i den økonomiske aktivitet. Den svagere udvikling i husholdningernes udgifter på kort sigt – især tjenesteydelser, som indebærer tæt fysisk kontakt – resulterer i et forbrug, der ligger under det niveau, der blev forventet i marts 2021-fremskrivningerne for 1. halvår 2021. Forbruget er fortsat mere volatilt end udviklingen i den disponible realindkomst, som stabiliseres af offentlig støtte, hvilket fører til yderligere kraftige ændringer i opsparingskvoten. Det private forbrug ventes at fortsætte opsvinget i 2. kvartal, hvorefter det accelererer kraftigt i 2. halvår 2021, i takt med at inddæmningsforanstaltningerne gradvis lempes, og at nå niveauet før krisen i 2. kvartal 2022. Opsvinget understøttes også af en gradvis faldende usikkerhed og en genopretning af den disponible indkomst på trods af afviklingen – navnlig i 2022 – af finanspolitiske nettooverførsler. Selvom det private forbrug forventes at være hovedårsagen til genopretningen, forventes det ikke i basisscenariet, at den ophobede efterspørgsel vil yde et stort bidrag, da den store akkumulerede overopsparing vil forblive stort set uudnyttet (se boks 2 nedenfor).

Boliginvesteringerne forventes allerede i 2. kvartal 2021 at vende tilbage til niveauet før pandemien. Boliginvesteringerne steg moderat i 1. kvartal 2021 til et niveau lige under niveauet før pandemien. Fremadrettet bør boliginvesteringerne blive understøttet af en forventet inflation i huspriserne, der overstiger boligomkostningerne og fører til positive Tobins q-effekter, et opsving i den disponible indkomst og forbrugertilliden. Desuden forventes noget af den akkumulerede overopsparing at blive anvendt til boliginvesteringer. Efter en robust start forventes boliginvesteringerne fortsat at stige kraftigt i resten af 2021, før de gradvis vender tilbage til mere moderate vækstrater i resten af fremskrivningsperioden.

Erhvervsinvesteringerne ventes at forblive robuste og at stige væsentlig i 2021. De forventes at nå niveauet før krisen inden årets udgang. Der var et betydeligt opsving i erhvervsinvesteringer i 2. halvår 2020, idet de delvis har rettet sig efter det svage niveau i årets første halvdel. Udviklingen har sandsynligvis været ret afdæmpet i 1. halvår 2021 i sammenhæng med en svag samlet aktivitet og ledig kapacitet. Et mere solidt opsving forventes at udvikle sig i 2. halvår 2021, efterhånden som genopretningen af den globale og indenlandske efterspørgsel skrider frem, og væksten i indtjeningen stiger, hvilket også understøttes af gunstige finansieringsvilkår og NGEU's positive indvirkning på erhvervsinvesteringerne. trods store kontantbeholdninger forventes de ikke-finansielle selskabers øgede bruttogældsætning under pandemien dog at begrænse væksten i erhvervsinvesteringerne i fremskrivningsperioden, da virksomhederne bliver nødsaget til at forbedre deres balancer.

Der ventes et stort positivt bidrag fra nettohandelen i 2021, takket være en kraftig eksportvækst, mens stigningen i importen vil indebære et stort set neutralt bidrag derefter. Indtil videre har udviklingen i pandemien i 2021 påvirket de indenlandske efterspørgselsforhold negativt og hæmmet importen, som forventes at vokse mindre end eksporten i år. Handelen i euroområdet blev i 1. kvartal 2021 påvirket negativt af usikkerhed om varigheden af midlertidige tilbageslag i forbindelse med de nye vilkår for handelen med Det Forenede Kongerige, flaskehalse i den globale logistiksektor og begrænsninger af udbuddet – især i halvlederindustrien. Det positive gab mellem handelen i fremstillingssektoren og servicesektoren forventes at blive indsnævret i år, og tidlige indikatorer peger i retning af en gradvis fornyet aktivitet i rejsetjenesterne i 2. kvartal. Eksportmarkedsandelene forventes at være fuldt genoprettet ved udgangen af 2022 og at stabilisere sig omkring værdierne før pandemien på mellemlangt sigt, samtidig med at de forbliver noget afdæmpede i lande, der er mere afhængige af rejseeksport. Endelig ventes importvæksten at blive kraftigere, end det ville forventes på grundlag af den indenlandske efterspørgsel. Dette skyldes det høje importindhold i eksporten og den solide import af turistrelaterede tjenesteydelser i nogle nordeuropæiske eurolande.

Arbejdsløshedsprocenten forventes at være stort set uændret i 2021 for derefter at vende tilbage til niveauet før krisen ved udgangen af 2023. En nedgang i beskæftigelsen væksten i 1. kvartal 2021 i forbindelse med de forlængede nedlukningsforanstaltninger og den dermed forbundne nedgang i aktiviteten førte til en stigning i arbejdsløsheden. Det antages, at en stor del af de arbejdstagere, der er omfattet af jobfastholdelsesordninger, vil vende tilbage til regelmæssig beskæftigelse og drage fordel af den kraftige genopretning efter pandemien. Arbejdsløshedsprocenten forventes derfor at være ret stabil i resten af 2021, inden den gradvis falder i løbet af de næste to år og når op på 7,3 pct. ved udgangen af 2023.

Væksten i arbejdskraftproduktiviteten pr. ansat ventes at rette sig fra 2. kvartal 2021. Arbejdskraftproduktiviteten pr. ansat faldt igen i 1. kvartal 2021 på grund af strengere inddæmningsforanstaltninger og den relaterede anvendelse af jobfastholdelsesordninger. Væksten i arbejdskraftproduktiviteten pr. ansat ventes at rette sig i 2. kvartal 2021, at toppe i 3. kvartal 2021 og derefter gradvis at aftage.

Sammenlignet med marts 2021-fremskrivningerne er væksten i realt BNP blevet opjusteret i 2021 og 2022. Væksten i 2. halvår 2021 er blevet opjusteret, navnlig i 3. kvartal. Dette afspejler forventningen om en hurtigere lempelse af inddæmningsforanstaltningerne som følge af hurtigere vaccinationsfremskridt, yderligere finanspolitisk støtte og en revurdering af virkningen af frigivelsen af ophobet indenlandsk efterspørgsel på genåbningen af de økonomiske sektorer. Dette ligger til grund for de fleste af justeringerne af den årlige vækst i 2021 og især i 2022. I 2022 skyldes de udelukkende følgevirkninger. Virkningen af antagelserne er stort set neutral, da de positive virkninger på væksten, understøttet af antagelser om en kraftigere udenlandsk efterspørgsel, i vid udstrækning opvejes af den negative virkning af både højere oliepriser og udløbet af yderligere, men midlertidige finanspolitiske støtteforanstaltninger ud over det indeværende år.

3 Finanspolitiske udsigter

Finanspolitikken afbøder fortsat de makroøkonomiske virkninger af covid-19-pandemien i 2021 og understøtter genopretningen. I 2020 skønnes den ekstraordinære finanspolitiske stimulus som reaktion på pandemien at have udgjort lidt over 4 pct. af BNP. Mens nedlukningsrestriktionerne er fortsat ind i 2021, har regeringerne forlænget nødforanstaltningerne, gradvis opskaleret dem og/eller vedtaget nye støtteforanstaltninger. Den diskretionære stimulus i forbindelse med krisen anslås at udgøre tæt på 4½ pct. af BNP i 2021 (ca. 1¼ procentpoint mere end i marts 2021-fremskrivningerne). De fleste af de supplerende foranstaltninger er midlertidige og forventes at blive rullet tilbage i 2022. Nogle af dem er blevet yderligere forlænget og bør sammen med andre genopretningsforanstaltninger, herunder de NGEU-finansierede udgifter^[13], medføre en årlig stimulus på ca. 1½ pct. af BNP i 2022 og 1¼ pct. i 2023. Størstedelen af krisestøtten i 2021 er yderligere udgifter i form af subsidier og overførsler til virksomheder, bl.a. i forbindelse med jobfastholdelsesordninger. Foranstaltninger, der er klassificeret under "offentligt forbrug", afspejler primært højere sundhedsudgifter, herunder lønninger, i forbindelse med vaccinationskampagnen. På indtægtssiden vedrører foranstaltningerne nedskæringer i direkte og indirekte skatter.^[14] Selvom de yderligere offentlige investeringer var begrænsede i 2020, udgør de fra 2021 en større andel af stimuluspakkerne, hovedsagelig på grund af forventede NGEU-finansierede foranstaltninger. Efter justering for effekten af NGEU-tilskuddene på indtægtssiden, der udgør ca. 0,6 pct. af BNP årligt, ventes finanspolitikken^[15] at være ekspansiv i 2021, at blive strammet i 2022 og at forblive stort set neutral i 2023.

Euroområdets budgetunderskud ventes at falde en smule i 2021 og mere markant fra 2022, mens euroområdets gæld ventes at toppe i 2021.^[16] Det lille fald i budgetunderskuddet i 2021 afspejler den noget bedre cykliske komponent og lavere rentebetalinger, som mere end opvejer de yderligere stimulusforanstaltninger, der ikke er dækket af NGEU-tilskuddene, på indtægtssiden. Den betydelige forbedring af budgetsaldoen i 2022 skyldes hovedsagelig afviklingen af de fleste af stimulusforanstaltningerne i en nødsituation og en langt mere positiv cyklisk komponent. I 2023 ventes den samlede budgetsaldo på baggrund af en stort set neutral finanspolitik og bedre konjunkturforhold at blive yderligere forbedret, til -2,6 pct. af BNP. Rentebetalingerne ventes at falde yderligere i fremskrivningsperioden og at udgøre 1,1 pct. af BNP i 2023. Euroområdets gæld ventes at toppe i 2021 med 99 pct. af BNP for derefter at falde en smule. Faldet i perioden 2022-23 skyldes hovedsagelig gunstige spænd mellem renter og vækst, som mere end udligner det fortsatte, omend faldende, primære underskud. Sammenlignet med marts 2021-fremskrivningerne er euroområdets budgetunderskud og gæld blevet opjusteret, især i 2021, på grund af de yderligere stimulusforanstaltninger. Den større justering af den offentlige gæld i 2021 skyldes basiseffekter fra 2020 i forbindelse med en højere gælds-/underskudsjustering end tidligere ventet. Dette afspejler bl.a. nogle landes omklassificering af noget af støtten til den private sektor til offentlige konti.

4 Priser og omkostninger

HICP-inflationen ventes at stige betydeligt i løbet af 2021, at falde brat i begyndelsen af 2022 og at følge en stort set flad kurve i resten af fremskrivningsperioden (figur 3). Den samlede inflation ventes i gennemsnit at blive 1,9 pct. i 2021, at toppe på 2,6 pct. i 4. kvartal og at falde til henholdsvis 1,5 pct. og 1,4 pct. i 2022 og 2023. Det store udsving i den samlede inflation i 2021 afspejler opadrettede effekter på inflationen fra midlertidige faktorer såsom udløbet af den tyske momsnedsættelse, opsvinget i energiinflationen på et tidspunkt med kraftige basiseffekter og en stigning i inputomkostninger i forbindelse med forsyningsforstyrrelser. Ændrede vægte medfører en vis volatilitet i inflationsudviklingen i 2021, men i gennemsnit over året forventes de kun at få en lille nedadrettet effekt på HICP-inflationen. Mens disse midlertidige faktorer aftager i begyndelsen af 2022, indebærer modsatrettede udviklingstendenser på tværs af de vigtigste HICP-komponenter en stort set flad kurve for HICP-inflationen i fremskrivningsperioden med en svag stigning i løbet af 2023. Den ventede økonomiske genopretning og fald i den ledige kapacitet forventes at føre til en gradvis stigning i HICP-inflationen ekskl. energi og fødevarer fra 1,1 pct. i 2021 til 1,4 pct. i 2023. Selvom det opadrettede prispres fra stigningen i efterspørgslen generelt fortsat vil være moderat, bør det opveje det aftagende prispres fra negative udbudseffekter i forbindelse med pandemien og inddæmningsforanstaltningerne i fremskrivningsperioden. Stigninger i det indenlandske omkostningspres antages at være den vigtigste drivkraft bag en kraftigere underliggende udvikling i forbrugerpriserne, mens udviklingen i det eksterne prispres forventes at blive mere moderat i løbet af perioden. HICP-fødevareinflationen forventes også at stige noget i fremskrivningsperioden. Det moderat stigende opadrettede prispres på den samlede inflation fra disse to HICP-komponenter opvejes stort set i 2022 og 2023 af det forventede fald i HICP-energiinflationen i forbindelse med den nedadgående kurve for olieprisfutures.

Enhedslønomkostningerne forventes at bidrage til stigningen i det indenlandske omkostningspres i fremskrivningsperioden. Efter de kraftige stigninger i enhedslønomkostningerne i 2020 som følge af det markante fald i arbejdskraftproduktiviteten forventes enhedslønomkostningerne at blive presset ned på grund af opsvinget i arbejdskraftproduktiviteten i 2021, men gradvist at rette sig og stige i 2023. Samtidig med at den markante udvikling i arbejdskraftproduktiviteten dominerer udviklingen i enhedslønomkostningerne i kriseperioden, har væksten i lønsum pr. ansat også været genstand for store udsving, som skyldes virkningen af jobfastholdelsesordninger. Disse ordninger har sikret beskæftigelsen, men arbejdstagerne oplever en lønnedgang, når de tilmelder sig dem. Dette pressede den årlige vækst i lønsum pr. ansat ned i 2020 og forventes at forårsage et efterfølgende opsving i 2021. Efterhånden som arbejdsmarkederne gradvis retter sig i løbet af fremskrivningsperioden, og virkningerne af disse ordninger aftager, forventes udviklingen i lønsum pr. ansat at blive normaliseret med en forventet årlig vækst på 2,4 pct. i 2023.

Avancerne forventes i vid udstrækning at afbøde udsvingene i enhedslønomkostningerne. Avancerne faldt i 2020, hvilket er i overensstemmelse med deres procykliske karakter, men de forblev meget mere robuste, end nedgangen i aktiviteten normalt ville indebære, efter at være blevet stabiliseret af jobfastholdelsesordninger. Virksomheder i euroområdet søger generelt at fastholde arbejdstagerne i de tidlige faser af en nedgang, selvom dette medfører lavere avancer. Dette nedadrettede pres på avancerne er blevet dæmpet af offentlige løntilskudsordninger. Generelt forventes avancerne at afbøde udviklingen i enhedslønomkostningerne og at have en svagt positiv virkning på inflationspresset i 2023.

Udviklingen i importpriserne forventes at blive kraftigt påvirket af udviklingen i oliepriserne og råvarepriserne ekskl. energi og at afspejle et moderat eksternt prispres mod slutningen af fremskrivningsperioden. Efter en kraftigt negativ ændring i 2020 forventes en stor positiv ændring i importpriserne i 2021 – hovedsagelig som følge af stigninger i oliepriserne og råvarepriserne ekskl. energi, men også stigninger i inputomkostninger i forbindelse med forsyningsmangel – før stigningen bliver betydelig mere moderat frem til 2023. Ud over faldet i oliepriserne og råvarepriserne ekskl. energi forventes den globale prisudvikling generelt at forblive moderat i fremskrivningsperioden og at bidrage til de moderate udsigter for det eksterne prispres.

Sammenlignet med marts 2021-fremskrivningerne er fremskrivningen af HICP-inflationen blevet opjusteret med 0,4 procentpoint og 0,3 procentpoint i 2021 og 2022. Den er uændret i 2023. De tre vigtigste HICP-komponenter bidrager alle til opjusteringerne af den samlede inflation i de første to år af fremskrivningsperioden. HICP-inflationen, ekskl. energi og fødevarer, er blevet opjusteret i hele perioden på grund af en mere positiv udvikling i mål for ledig kapacitet end antaget i marts 2021-fremskrivningerne samt nogle opadrettede effekter som følge af et stigende globalt inflationspres og antagelser – især fra oliepriserne. Disse antagelser om oliepriserne forklarer også de seneste uventede stigninger, og en synlig opjustering af, HICP-energiinflationen – især i de første to år af fremskrivningsperioden. Samtidig kan de noget bedre udsigter for HICP-fødevareinflationen sammenlignet med marts 2021-fremskrivningerne forklares ved en uventet mindre, stigning, sandsynligvis i forbindelse med midlertidige effekter relateret til vejrforhold, og en udvikling i råvarepriserne på fødevarer, der er kraftigere end tidligere antaget.

5 Alternative scenarier for de økonomiske udsigter for euroområdet

Da der fortsat hersker stor usikkerhed om, hvordan covid-19-pandemien vil udvikle sig, og om dens økonomiske virkninger, viser to scenarier, der repræsenterer alternativer til basisfremskrivningerne i Eurosystemets stabs fremskrivninger fra juni 2021, en række mulige virkninger, som covid-19-pandemien kan have på euroområdets økonomi.

I det milde scenario antages det, at sundhedskrisen er løst i slutningen af 2021, og at der kun er midlertidige økonomiske tab, mens det hårde scenario forudsætter en langvarig sundhedskrise og permanente tab af potentiel produktion. Sammenlignet med basisscenariet antages det i det milde scenario, at der vil være en hurtigere udrulning, en større accept i befolkningen og en større effektivitet af vaccinerne, også i forhold til nye virusvarianter. Det giver mulighed for at lempe inddæmningsforanstaltningerne hurtigere og at udfase dem i slutningen af 2021.^[17] Mere effektive skridt fra myndighedernes og de økonomiske aktørers side vil yderligere begrænse de økonomiske omkostninger ved inddæmningsforanstaltningerne, hvilket vil føre til mere positive tillidsvirkninger og en hurtigere stigning i aktiviteten i rejse- og turistsektoren end forventet. I modsætning hertil antager det hårde scenario en mulig genopblussen af pandemien i de kommende måneder med fremkomsten af mere smitsomme virusvarianter, hvilket også vil medføre en nedsat effektivitet af vaccinerne og opretholdelsen af visse inddæmningsforanstaltninger indtil midten af 2023 og føre til, at aktiviteten dæmpes.^[18] Sammenlignet med basisscenariet antager det hårde scenario større økonomiske mén, som forstærkes af et stigende antal konkurser og en forringelse af låntagernes kreditværdighed. Dette har en negativ virkning på bankernes forventede tab og kapitalomkostninger og dermed på kreditgivningen til den private sektor. Samtidig antages det – selv i det hårde scenario – at pengepolitikken, finanspolitikken og tilsynspolitikken har meget alvorlige finansielle forstærkningseffekter. Stort set de samme narrativer ligger til grund for scenarierne for den globale økonomi, hvor den udenlandske efterspørgsel i euroområdet ved udgangen af 2023 ligger ca. 12 pct. over niveauet før krisen i det milde scenario og ca. 2 pct. over dette niveau i det hårde scenario, sammenlignet med 9 pct. i basisscenariet.

I det milde scenario ventes et kraftigt opsving i realt BNP, som vender tilbage til niveauet før krisen allerede i 3. kvartal 2021, mens det i det hårde scenario først ventes at nå dette niveau i slutningen af 2023 (figur 4). Det milde scenario peger i retning af et markant kraftigere opsving i 2. og 3. kvartal 2021 (på henholdsvis 2,5 pct. og 4,1 pct.)^[19] og en yderligere styrkelse af den økonomiske aktivitet i resten af året, der udløses af antagelsen om den hurtige vaccineudrulning, som skaber yderligere tillidseffekter. Som følge heraf vender den økonomiske aktivitet tilbage til niveauet før pandemien allerede i 3. kvartal 2021 og vil i midten af 2022 være højere end forventet i december 2019-fremskrivningerne, dvs. før krisen. I det hårde scenario vil den økonomiske aktivitet stige mere beskedent i 2. og 3. kvartal (henholdsvis 0,6 pct. og 1,3 pct.) for derefter at fortsætte den moderate genopretning. Den økonomiske vækst er fortsat afdæmpet indtil begyndelsen af 2022 på grund af en kun gradvis lempelse af inddæmningsforanstaltningerne, forstærket af begrænsede indlæringseffekter fremadrettet, fortsat usikkerhed og finansielle forstærkningsmekanismer, som kun delvis afbødes af politiske støtteforanstaltninger. I det hårde scenario ventes en lidt højere vækst end i basisscenariet i 2. halvår 2022 på baggrund af det større indhentningspotentiale og en vellykket tilpasning til den nye situation. Dette bidrager til at udligne alle fald i realt BNP i forhold til niveauet før krisen inden udgangen af fremskrivningsperioden.

I begge scenarier bliver der et opsving i HICP-inflationen på kort sigt, hvorefter den varierer mere som følge af forskelle i balancen mellem udbud og efterspørgsel. Dette skyldes, at de vigtigste drivkræfter bag inflationsstigningen i basisscenariet på kort sigt (dvs. antagelserne om olieprisen, basiseffekterne i energikomponenten, flaskehalsproblemer på udbudssiden og virkningen af udløbet af den midlertidige momsnedsættelse i Tyskland) gælder i lige stor grad i de alternative scenarier. På mellemlangt sigt forventes den ledige kapacitet i økonomien at være større i det hårde scenario end i det milde scenario. Det ville resultere i en inflation i 2023 på 1,7 pct. i det milde scenario sammenlignet med 1,1 pct. i det hårde scenario.

Arbejdsmarkederne retter sig hurtigt i det milde scenario, idet politikkerne antages stort set at have held til at forhindre hystereseeffekter, mens disse kun delvis inddæmmes i det hårde scenario. I det milde scenario topper arbejdsløsheden i 2021 og vender tilbage til niveauet før krisen i midten af 2022. Derimod vender arbejdsløshedsprocenten i det hårde scenario ikke tilbage til niveauet før krisen i løbet af fremskrivningsperioden og forbliver meget høj, hvilket afspejler større behov for reallokering på tværs af sektorer. Dette fremhæver de opadrettede risici knyttet til arbejdsløsheden, som er relateret til mulige konkurser og virksomhedernes sårbarheder samt potentielle hystereseeffekter.