25 år med ECB

Åbningsbemærkninger af Christine Lagarde, formand for ECB, ved fejringen af ECB's 25-års jubilæum

Frankfurt am Main, 24. maj 2023

Det glæder mig at byde jer alle velkommen til denne reception i anledning af ECB's og Eurosystemets 25-års jubilæum.

Helmut Kohl, den tidligere tyske forbundskansler, sagde engang de berømte ord: "Fred er mere end fravær af krig". Euroens historie handler netop om at bygge et fundament for varig fred.

Det er en historie, der udspringer af Europas fremsynede beslutning efter 2. verdenskrig om at binde vores økonomier så tæt sammen, at vi i fremtiden ville blive uadskillelige. Dette gav grobund til den tankegang, der ligger til grund for den europæiske integration.

Denne katalysator for integration betød, at vi ikke trak os tilbage i splittelse og lod det, vi havde opbygget sammen, falde, hver gang vi stødte på problemer. I stedet tog vi direkte fat om disse udfordringer og løste dem i fællesskab.

Det var den samme ånd, der fra slutningen af 1980'erne gjorde den fælles valuta til et nødvendigt næste skridt på vores europæiske rejse.

På dét tidspunkt var både Europa og verden i forandring.

For det første udviklede vores fælles marked sig til det indre marked. Det betød, at det blev endnu vigtigere at fjerne risikoen for konkurrerende devalueringer mellem de store økonomier, fordi det ville have undergravet den gensidige tillid og standset udviklingen hen imod øget åbenhed.

I takt med mangedoblingen af de globale kapitalbevægelser blev Europas fastkurssystem dog stadig mere ustabilt – et problem, som blev tydeligt under krisen i det europæiske valutasamarbejde i 1992-93.

For det andet udgjorde finanssektorens globale integration en trussel mod europæernes monetære suverænitet. Pengepolitikken i store lande, der udstedte globale valutaer – især USA – fik stadig større globale virkninger^[1].

Uanset hvilket valutakurssystem der blev anvendt, betød dette, at de mindre lande fik stadig ringere muligheder for at fastsætte monetære betingelser, der opfyldte deres indenlandske behov.

For det tredje blev der – da Berlinmuren faldt, og den kolde krig sluttede – stillet nye, grundlæggende spørgsmål om, hvilken retning Europa skulle tage, og hvem der skulle være toneangivende. Det skabte et stærkt behov for nye europæiske symboler, der kunne binde folk sammen i en større og mere mangfoldig union.

Euroen var det logiske svar på alle disse tre udfordringer. Euroen tilbød europæerne stabilitet, suverænitet og solidaritet.

Stabilitet, fordi euroen sikrede, at det indre marked kunne isoleres mod valutaudsving, og samtidig umuliggjorde spekulative angreb på euroområdets valutaer.

Suverænitet, fordi vedtagelsen af en fælles pengepolitik på europæisk plan ville øge Europas politiske uafhængighed over for andre store aktører.

Og solidaritet, fordi euroen ville blive det mest magtfulde og håndgribelige symbol på europæisk enhed, som borgerne ville møde i deres dagligdag.

Euroen gennem kriserne

Vi må være taknemmelige for, at EU's visionære grundlæggere var så fremsynede. Da euroen blev født den 1. januar 1999, havde de næppe forestillet sig de kriser, der lå forude.

Den første formand for ECB, Wim Duisenberg, stod over for 11. september og IT-boblen. Hans efterfølger, Jean-Claude Trichet, måtte navigere gennem den globale finanskrise og begyndelsen af statsgældskrisen, som min forgænger, Mario Draghi, overtog. Han måtte kæmpe mod udbredt frygt for euroområdets fremtid og derefter en længere periode med for lav inflation^[2].

Og under mit eget formandskab har vi allerede oplevet pandemien med nedlukning af økonomien, Ruslands brutale invasion af Ukraine, energikrisen og fornyet høj inflation.

Alligevel har euroen holdt sit grundlæggende løfte. Vi har – ikke mindst takket være vores monetære union – klaret os gennem det hele, og vi er hver eneste gang kommet stærkere ud på den anden side.

Euroen har først og fremmest sikret os stabilitet.

Med stabile valutakurser har det indre marked – og den forpligtelse til fred, det repræsenterer – ikke kun overlevet; det har også udviklet sig. Man kan kun forestille sig, hvor fristende protektionisme ville have været, hvis muligheden for konkurrerende devalueringer ikke var blevet afskaffet.

Euroen har også beskyttet os mod stød udefra. Kort efter lanceringen etablerede euroen sig hurtigt som verdens næstvigtigste reserve- og faktureringsvaluta. Som følge heraf er prisen på mere end halvdelen af vores handel nu denomineret i euro, og for den anden halvdel har den fælles valuta hjulpet med at beskytte økonomien mod kraftig valutakursvolatilitet^[3].

Ifølge skøn udarbejdet af ECB's stab ville nogle eurolandes valutaer være blevet deprecieret med op til 14 pct. mere under den globale finanskrise og op til 10 pct. mere under pandemien i forhold til den amerikanske dollar, hvis euroen ikke var blevet indført^[4].

Der er naturligvis opstået ustabilitet på andre områder, der ikke var omfattet af euroområdet, som det oprindeligt blev udformet, mest alvorligt under statsgældskrisen. Men de steder, hvor der er opstået huller, er de blevet udfyldt, vigtigst af alt gennem oprettelsen af et europæisk banktilsyn.

For det andet har euroen styrket vores suverænitet, så vi nu selv styrer vores egen økonomiske skæbne og fastlægger den monetære politik, som er nødvendig for, at Europa kan opnå stabile priser og vedvarende vækst.

Takket være vores fælles pengepolitik har ECB været i stand til at reagere hurtigt og beslutsomt på de forskellige typer stød, vi har været udsat for. Og det har vi gjort, selv når andre store økonomier har trukket i en anden retning.

Dette fremgik med størst mulig tydelighed, da USA's Federal Reserve System indledte et stramningsprogram i 2013, mens euroområdets genopretning efter statsgældskrisen endnu ikke var afsluttet. Takket være vores politiske uafhængighed kunne vi udstikke vores egen kurs og indlede et opsving, der varede i 26 kvartaler i træk.

For det tredje har euroen skabt solidaritet i Europa.

Den har været et symbol på enhed i utroligt udfordrende tider, og den har motiveret os til at støtte hinanden gennem de vanskeligste perioder. Derfor er der stadig flere lande, der tilslutter sig.

I løbet af det sidste kvarte århundrede har vi hilst ni nye lande velkommen til euroområdet, som er vokset fra 11 til 20 lande. Senest tilsluttede Kroatien sig euroområdet i begyndelsen af dette år.

Vi er nu nået til et punkt, hvor folk kan adskille institutionerne fra politikkerne – og det er efter min mening et tegn på fremgang. De synes måske godt om eller tager afstand fra ECB's politikker, men de fleste sætter ikke længere spørgsmålstegn ved, om det er en god idé at være en del af euroområdet.

Mens andelen af personer, der støtter euroen, kun lå på ca. 60 pct. under statsgældskrisen, ligger dette tal nu tæt på 80 pct.^[5] Dybden af denne støtte er også blevet demonstreret ved stemmeurnerne, når medlemskabet af euroområdet har været til debat under nationale valg.

Fremtiden

Denne fremgang betyder dog ikke, at vores arbejde er tilendebragt. Den betyder, at vi nu er i en position, hvor vi kan træffe de bedste valg for vores monetære union – og ikke længere skal overveje, om vi overhovedet skal have en union.

Nu er tiden inde, til at vi skriver det næste kapitel i euroens historie. Og den vil afhænge af, hvad vi europæere gør.

ECB's umiddelbare og altoverskyggende prioritet er rettidigt at bringe inflationen tilbage til vores mål på 2 pct. på mellemlangt sigt. Og det vil vi gøre.

Men i en situation med geopolitiske forandringer, digital omstilling og truslen om klimaændringer vil der, som jeg for nylig sagde, være flere udfordringer i fremtiden, som ECB skal tage hånd om. Vi skal fortsætte med at skabe stabilitet i en verden, der er alt andet end stabil^[6].

Og vi regner også med, at andre politiske beslutningstagere gør deres del. En monetær union er ikke et slutpunkt – det er en vedvarende proces for at skabe enhed. Hver generation af ledere skal føre processen videre. Vores union skal være flerdimensional – den skal omfatte finanspolitiske, finansielle og bankmæssige dimensioner, så vi kan udvikle en endnu dybere integration, især hvis euroen skal cementere sin internationale status.

Da Wim Duisenberg modtog Charlemagne-prisen på vegne af euroen i 2002, beskrev han euroen som en tredobbelt kontrakt^[7].

Euroen er en kontrakt mellem landene om at samle deres styrke. En kontrakt mellem ECB og borgerne i Europa om at opfylde deres behov, mest af alt prisstabilitet. Og en kontrakt mellem europæerne om at dele deres fælles valuta.

Men en kontrakt giver ikke kun rettigheder – den pålægger også ansvar. Og nu er det op til os alle – ledere, institutioner og borgere – at fortsætte med at opfylde denne kontrakt i de næste mange år.