Oversigt

Coronaviruspandemien (covid-19) har haft en voldsom indvirkning på den økonomiske aktivitet på globalt og euroområdeniveau siden begyndelsen af 2020. Efter et betydeligt fald i 1. kvartal faldt realt BNP i euroområdet 11,8 pct. i 2. kvartal, selvom dette var mindre end forventet i Eurosystemets stabs fremskrivninger fra juni 2020. Den hidtil usete voldsomme nedgang i aktiviteten afspejler den negative virkning af de strenge nedlukningsforanstaltninger, der blev gennemført i de fleste eurolande omkring midten af marts. Virkningen blev efterfølgende svækket på grund af den gradvise lempelse af disse foranstaltninger fra og med maj og ændringer i adfærden som reaktion på pandemien. Højfrekvente realtidsindikatorer begyndte at stige igen i maj. Dette tyder på et kraftigt, men endnu ikke afsluttet opsving i realt BNP, som ventes at stige 8,4 pct. i 3. kvartal. Derefter tager basisscenariet udgangspunkt i den centrale antagelse, at det delvis lykkes at inddæmme virussen, idet der vil være en vis genopblussen af smitten i løbet af de næste kvartaler, som vil kræve fortsatte inddæmningsforanstaltninger – omend i mindre omfang, end det var tilfældet under den første bølge – indtil der foreligger en medicinsk løsning i midten af 2021. Sammen med en stor usikkerhed og forværrede arbejdsmarkedsforhold forventes disse inddæmningsforanstaltninger stadig at påvirke udbud og efterspørgsel negativt. Ikke desto mindre bør en betydelig støtte fra penge-, finans- og arbejdsmarkedspolitikkerne, som alle er blevet styrket siden Eurosystemets stabs fremskrivninger fra juni 2020, fastholde indkomsterne og begrænse de økonomiske mén, der måtte være efter løsningen på sundhedskrisen. Det antages også, at det med disse politikker vil lykkes at afværge, at virkningerne via de finansielle kanaler forstærkes. Ifølge disse antagelser ventes realt BNP i euroområdet at falde med 8,0 pct. i 2020 og at stige igen med 5,0 pct. i 2021 og med 3,2 pct. i 2022. Ved udgangen af fremskrivningsperioden vil realt BNP ligge 3½ pct. under det forventede niveau i Eurosystemets stabs fremskrivninger fra december 2019, dvs. før covid-19.

Hvad angår inflationen, indebærer det tidligere kollaps i oliepriserne, apprecieringen af euroen og en midlertidig nedsættelse af momsen i Tyskland på kort sigt en samlet HICP-inflation i euroområdet omkring nul i de kommende måneder. I 2021 medfører basiseffekter i energikomponenten og i mindre grad den forventede tilbagerulning af momsnedsættelsen i Tyskland et efterfølgende mekanisk opsving. HICP-inflationen ekskl. energi og fødevarer ventes at falde indtil udgangen af 2020. Den disinflationære effekt forventes at være bredt funderet på tværs af service- og varesektorerne, idet efterspørgslen forbliver svag. Denne effekt forventes dog at blive delvis opvejet af et fortsat opadrettet omkostningspres i forbindelse med udbudsbegrænsninger. På mellemlangt sigt ventes inflationen at stige, idet oliepriserne antages at stige, og efterspørgslen bør rette sig til trods for et aftagende opadrettet pres fra negative udbudseffekter i forbindelse med pandemien og til trods for apprecieringen af euroen. Samlet set forventes HICP-inflationen at stige fra 0,3 pct. i 2020 til 1,0 pct. og 1,3 pct. i henholdsvis 2021 og 2022.^[1]

I lyset af usikkerheden om, hvordan pandemien vil udvikle sig, er der udarbejdet to alternative scenarier. I det milde scenario er stødet midlertidigt, med en hurtig implementering af en medicinsk løsning, der giver mulighed for en yderligere lempelse af inddæmningsforanstaltningerne. I dette scenario vil realt BNP falde 7,2 pct. i år og derefter stige kraftigt i 2021. Ved udgangen af fremskrivningsperioden bliver realt BNP en smule højere end det forventede niveau i Eurosystemets stabs fremskrivninger fra december 2019, og inflationen når op på 1,8 pct. i 2022. Det hårde scenario, hvor der sker en kraftig genopblussen af pandemien, indebærer derimod en genindførelse af strenge inddæmningsforanstaltninger. Disse påvirker den økonomiske aktivitet meget negativt og medfører betydelige og varige aktivitetstab. I dette scenario falder realt BNP 10 pct. i 2020. Ved udgangen af fremskrivningsperioden ligger det ca. 9 pct. under niveauet i Eurosystemets stabs fremskrivninger fra december 2019 med en inflation på kun 0,7 pct. i 2022.

1 De vigtigste antagelser og politiske foranstaltninger, der ligger til grund for fremskrivningerne

Basisscenariet tager udgangspunkt i en række kritiske antagelser vedrørende udviklingen af pandemien. Den genopblussen af smitten, som i de seneste uger er set i nogle regioner i EU, antages at spredes og tiltage over de næste par kvartaler. Det vil kræve fortsatte inddæmningsforanstaltninger og/eller ændringer i de økonomiske aktørers adfærd. I kraft af de erfaringer, der er gjort med håndteringen af pandemien, antages disse foranstaltninger at blive mere effektive og at indebære lavere økonomiske omkostninger end under den første bølge. Desuden antages det, at der er fundet en tilfredsstillende medicinsk løsning (fx en vaccine) i midten af 2021, og at den gradvis er taget i udbredt anvendelse inden udgangen af 2021. Den økonomiske genopretning antages i første omgang hovedsagelig at være koncentreret om fremstillingssektoren og visse servicesektorer, mens andre tjenesteydelser, fx kunst, underholdning, indkvartering og fritidsaktiviteter, fortsat vil være særlig begrænsede. Tilsvarende antagelser om pandemiens udvikling ligger til grund for de internationale fremskrivninger (se boks 2).

Betydelige pengepolitiske, finanspolitiske og arbejdsmarkedspolitiske foranstaltninger vil bidrage til at understøtte indkomsterne, reducere tabet af arbejdspladser og antallet af konkurser og vil også i stort omfang kunne begrænse negative feedbacksløjfer mellem realøkonomien og den finansielle sektor. Foruden de rækker af pengepolitiske foranstaltninger, som ECB har truffet siden marts, herunder omkalibreringen af opkøbsprogrammet på foranledning af den pandemiske nødsituation (PEPP) i juni, omfatter basisscenariet diskretionære finanspolitiske foranstaltninger i forbindelse med covid-19-krisen på ca. 4,5 pct. af BNP i 2020 (ca. 1,0 procentpoint mere end antaget i Eurosystemets stabs fremskrivninger fra juni 2020). Blandt disse foranstaltninger er omfattende arbejdsfordelings- og løntilskudsordninger, som afbøder effekten af den voldsomme nedgang i aktiviteten på beskæftigelsen og arbejdsindkomsterne. Navnlig modtager virksomhederne betydelige tilskud og kapitaloverførsler. Selvom nogle af de finanspolitiske foranstaltninger er blevet forlænget, og der er vedtaget nye pakker for 2021, som er medtaget i basisscenariet, antages mange af de nuværende finanspolitiske nødforanstaltninger fortsat at være midlertidige. Desuden bør garantier, som delvis eller helt ydes af staten, navnlig lånegarantier, der beløber sig til en samlet ramme på ca. 20 pct. af BNP, bidrage til at afhjælpe likviditetsbegrænsninger. Virkningen af genopretningsfonden Next Generation EU (NGEU) på 750 mia. euro er medtaget i basisscenariet i det omfang, den har sænket statsobligationsrenten i nogle lande, samt gennem tillidseffekter. Med hensyn til de finanspolitiske antagelser afspejler basisscenariet kun fondens virkning, i det omfang nogle af de senest vedtagne nationale foranstaltninger eventuelt finansieres af NGEU. Derudover omfatter basisfremskrivningerne ikke fremtidige foranstaltninger, som endnu ikke er vedtaget, og som kan blive finansieret via NGEU-programmet. Dette skyldes usikkerheden om regeringernes udgiftsplaner i fremskrivningsperioden. Det er vigtigt at bemærke, at både de pengepolitiske foranstaltninger og de statslige kredit- og kapitalinstrumenter fungerer som bagstoppere og navnlig mindsker halerisiciene ved negative feedbacksløjfer mellem realøkonomien og den finansielle sektor. Ikke desto mindre kan en lavere fortjeneste i virksomhederne føre til flere konkurser og friktioner i udlånsvirksomheden, som vil medføre, at de negative virkninger forstærkes via finansielle kanaler, især når de statslige lånegarantier udløber. Derfor omfatter basisscenariet en vis moderat effekt af strammere finansieringsvilkår.

2 Realøkonomien

I 2. kvartal blev der registreret et hidtil uset fald i realt BNP. Ifølge Eurostat faldt realt BNP 11,8 pct. i 2. kvartal, hvorved faldet i 1. kvartal blev øget, og realt BNP nu var ca. 15 pct. lavere end i 4. kvartal 2019 (se figur 1). Alle eurolandene oplevede meget negative kvartalsvise vækstrater i 2. kvartal, blandt de store lande især Frankrig, Italien og Spanien. De foreliggende data tyder på, at producenter af motorkøretøjer, investeringsgoder og transport samt kunst-, underholdnings- og fritidsaktiviteter led de største tab i 2. kvartal, omend i forskelligt omfang på tværs af landene.

Både højfrekvente og fremadrettede indikatorer tyder på et kraftigt, men ikke afsluttet opsving i aktiviteten i 3. kvartal. Konjunkturbarometre udarbejdet af Europa-Kommissionen og Purchasing Managers-indekset (PMI) er steget fra de lavpunkter, der blev registreret i april 2020. Purchasing Managers' Indices (composite output) steg til gennemsnitlig 53,4 i juli/august fra et lavpunkt på 13,6 i april og et gennemsnit på 31,3 i 2. kvartal, hvilket tyder på et opsving i realt BNP i 3. kvartal. Højfrekvente indikatorer såsom elforbrug, GPS-baserede mobilitetsindikatorer og kreditkortbetalinger begyndte igen at nærme sig niveauet før krisen, efterhånden som eurolandene ophævede nedlukningsforanstaltningerne. Dette tyder også på en kraftig stigning i realt BNP i 3. kvartal. Samlet set forventes aktiviteten i 3. kvartal at stige 8,4 pct., hvilket indebærer en genopretning svarende til ca. halvdelen af tabet i 1. halvår.

Til trods for antagelsen om en vis genopblussen af pandemien og opretholdelsen af nogle af inddæmningsforanstaltningerne ventes genopretningen at fortsætte i de næste par kvartaler. Det yderligere opsving er baseret på den antagelse, at virkningen af inddæmningsforanstaltningerne langsomt vil aftage, usikkerheden gradvis vil mindskes, den udenlandske efterspørgsel vil stige igen, og politikkerne vil understøtte denne udvikling. Realt BNP vil dog kun gradvis vende tilbage til niveauet før krisen. Dette indebærer, at realt BNP ved udgangen af fremskrivningsperioden vil ligge ca. 3½ pct. under det niveau, der var forventet i Eurosystemets stabs fremskrivninger fra december 2019, der tages som et udtryk for økonomiens udvikling, hvis der ikke havde været en covid-19-pandemi.

For så vidt angår BNP's komponenter, forventes en rekordstor nedgang i det private forbrug på 8,0 pct. i 2020. Det private forbrug faldt meget kraftigt i 1. halvår 2020, hvor salget af motorkøretøjer samt udgifterne til ferier og restaurantbesøg var hårdest ramt. Selvom nedgangen i den disponible realindkomst i relation til nedlukningerne i vid udstrækning blev afbødet af offentlige overførsler, blev nedgangen i forbruget forstærket af en kombination af ufrivillig opsparing og opsparing af forsigtighedshensyn. På den ene side skyldtes den ufrivillige opsparing, at de husholdninger, hvis indkomst var upåvirket, ikke var i stand til at købe ikke-væsentlige varer og tjenesteydelser. På den anden side steg opsparingen af forsigtighedshensyn på grund af det kraftige fald i forbrugertilliden og en hidtil uset stigning i usikkerheden om de økonomiske og beskæftigelsesmæssige udsigter.

Der forventes et solidt opsving i det private forbrug i 2. halvår 2020, idet betydelige finanspolitiske overførsler fortsat vil styrke den disponible indkomst, og opsparingsadfærden begynder at normalisere sig efter nedlukningerne. Det ventes, at det private forbrug fortsætter med at stige i 2021, og at det først kommer over niveauet før krisen i løbet af 2022. Opsvinget vil blive understøttet af et forventet gradvist fald i usikkerheden, mens høj arbejdsløshed og afviklingen af finanspolitiske nettooverførsler vil hæmme genopretningen af det private forbrug.

Der forventes også et kraftigt fald i boliginvesteringerne i 2020. Dette gælder især lande, der har haft strenge nedlukningsforanstaltninger. Den negative effekt på boligefterspørgslen af den lavere disponible indkomst, en svagere forbrugertillid og højere arbejdsløshed forventes at føre til vedvarende afdæmpede boliginvesteringer. Ved udgangen af fremskrivningsperioden forventes de at ligge mere end 2 pct. under niveauet før krisen.

Der forventes et voldsomt fald i erhvervsinvesteringerne i 2020. Først i 2022 vil de gradvis stige igen til niveauet før krisen. Erhvervsinvesteringerne skønnes at være faldet voldsomt i 1. halvår 2020 på grund af nedlukningerne, den bratte nedgang i den globale og indenlandske efterspørgsel og den markante stigning i usikkerheden. De forventes at begynde at stige igen i meget begrænset omfang i 2. halvår 2020. Det forventes dog, at genopretningen vil foregå i meget forskelligt tempo i de forskellige lande, primært som følge af forskellene i omfanget af det oprindelige kollaps. Stillet over for den øgede usikkerhed vil virksomhederne sandsynligvis udskyde investeringer. Derfor forventes erhvervsinvesteringerne i euroområdet først at nå niveauet før krisen ved udgangen af fremskrivningsperioden.

Ikke-finansielle selskabers bruttogældsætning ventes at stige betydeligt i 2020 for derefter at falde moderat. Den forventes dog stadig at ligge over niveauet før krisen i slutningen af fremskrivningsperioden. Den oprindelige stigning i ikke-finansielle selskabers bruttogældsætning skyldes det markante fald i virksomhedernes overskud i 1. halvår 2020 og den deraf følgende øgede anvendelse af gældsfinansiering for at kompensere for likviditetsunderskud. Den observerede stigning i virksomhedernes gæld forventes at begrænse væksten i erhvervsinvesteringerne i fremskrivningsperioden, idet virksomhederne er nødt til at forbedre deres balancer. Ikke desto mindre er ikke-finansielle selskabers bruttorentebetalinger faldet til et rekordlavt niveau i de seneste år, og de forventes kun at stige gradvis i de næste par år, hvilket dæmper eventuelle bekymringer om gældens holdbarhed.

Euroområdets eksport er hårdere ramt af covid-19-pandemien end importen på grund af det globale kollaps i sektorer, som euroområdet er særlig eksponeret over for, hvilket indebærer en negativ nettoeksport i 2020. Det skønnes, at eksporten har været alvorligt påvirket i 1. halvår 2020 som en direkte konsekvens af nedlukningsforanstaltningerne for at dæmme op for pandemien. Covid-19-udbruddet har især forstyrret forsyningskæderne i de eksportorienterede automobil-, maskin- og kemikaliesektorer, og de vigtigste eksportsektorer i euroområdet påvirkes derfor mere negativt end andre regioners eksportsektorer. Rejse- og turismerestriktioner førte til et voldsomt fald i eksporten af tjenesteydelser inden for hotel-, restaurations- og transportsektoren, men ophævelsen af mange restriktioner i euroområdet og visse lempelser over for resten af verden har på det seneste bidraget til en delvis genopretning af eksporten i disse sektorer. Samlet set forventes euroområdets eksport at vokse stort set i takt med genopretningen i den udenlandske efterspørgsel i euroområdet, omend i et langsommere tempo end i Eurosystemets stabs fremskrivninger fra juni 2020 på baggrund af den tabte priskonkurrenceevne som følge af den nylige styrkelse af eurokursen. Importen forventes at falde mindre end eksporten i 2020, da de store eksportlande er særlig hårdt ramt af den globale nedgang i efterspørgslen efter biler og investeringsgoder. Som følge heraf ventes nettoeksporten at blive negativ i 2020. Fra og med 3. kvartal 2020 – og efterhånden som de globale forhold normaliseres – bliver opsvinget i eksporten noget kraftigere end i importen, hvilket indebærer et positivt bidrag fra nettoeksporten til BNP-væksten i de følgende kvartaler. Fra og med midten af 2021 vokser både eksporten og importen, hvilket indebærer et neutralt bidrag fra nettoeksporten til væksten i resten af fremskrivningsperioden.

Selvom arbejdsløsheden i de seneste måneder er steget mindre end forventet i Eurosystemets stabs fremskrivninger fra juni 2020, forventes en betydelig forværring af arbejdsmarkedssituationen. Stigningen i arbejdsløsheden i 2. kvartal var betydelig mindre end forventet, mens faldet i den samlede beskæftigelse kun var en smule svagere end forventet. Denne seneste udvikling indebærer et meget kraftigere fald i arbejdsstyrken end forventet, hvilket til dels afspejler den omstændighed, at nogle arbejdstagere, der mistede deres arbejde, blev klassificeret som "inaktive" på grund af de færre muligheder for at søge arbejde under nedlukningen. Desuden kan en nedgang i ansættelsesmulighederne have virket demotiverende og foranlediget mange til at forlade arbejdsstyrken. Denne nedadrettede virkning på arbejdsstyrken antages gradvis at vende i de følgende kvartaler. Efterhånden som arbejdsstyrken begynder at normalisere sig, og arbejdsfordelingsordningerne udløber, ventes arbejdsløsheden at stige fra 7,3 pct. i 1. kvartal 2020 til 9,5 pct. i 2021 for derefter at falde til 8,8 pct. i 2022, i takt med at økonomien bedres. Dette forudsætter, at det i vidt omfang lykkes jobfastholdelsespolitikkerne at holde deltidsansatte i beskæftigelse, således at overgangen til arbejdsløshed for dem, der forlader jobfastholdelsesordningerne, begrænses. Selvom faldet i beskæftigelsen (målt i antal personer) er blevet afbødet ved hjælp af en udstrakt anvendelse af arbejdsfordeling i mange lande, forventes det samlede antal arbejdstimer at være faldet meget mere markant i 2. kvartal, hvilket afspejler, at mange var i arbejde, men arbejdede langt færre timer. Derefter forventes det samlede antal arbejdstimer at stige hurtigere end beskæftigelsen målt i antal personer, idet mange arbejdstagere vender tilbage til et mere normalt arbejdsmønster.

Væksten i arbejdskraftproduktivitet pr. ansat ventes at falde i 2020 for derefter at stige i løbet af fremskrivningsperioden. Det markante fald i produktionen og den udbredte anvendelse af arbejdsfordelingsordninger i eurolandene medfører et kraftigt fald i arbejdskraftproduktivitet pr. ansat i 1. halvår 2020. Der ventes en brat ændring i arbejdskraftproduktivitet pr. ansat i 2. halvår. I modsætning hertil er vækstforløbet for arbejdskraftproduktivitet pr. arbejdstime meget mere afdæmpet under pandemien, idet det samlede antal arbejdstimer forventes at følge udviklingen i BNP tæt. Fra 2. halvår 2021 ventes arbejdskraftproduktiviteten at følge et stort set stabilt vækstmønster.

Sammenlignet med Eurosystemets stabs fremskrivninger fra juni 2020 er fremskrivningen af væksten i realt BNP blevet opjusteret i 2020 og er stort set uændret i resten af fremskrivningsperioden. Væksten i realt BNP er blevet opjusteret i 2020, hovedsagelig på grund af et bedre resultat i 2. kvartal end forventet. Derefter har en række negative faktorer en nedadrettet indvirkning på væksten. Blandt disse faktorer er en lavere udenlandsk efterspørgsel i euroområdet fra og med 3. kvartal 2020, lavere konkurrenceevne for euroområdets eksport efter den nylige appreciering af euroen og højere oliepriser. Den nedadrettede virkning af disse faktorer opvejes stort set af positive virkninger i forbindelse med de pengepolitiske foranstaltninger, som ECB annoncerede i juni 2020, yderligere finanspolitiske stimuli og tillidseffekter i forbindelse med NGEU-genopretningsfonden.

3 Priser og omkostninger

HICP-inflationen forventes at stige fra 0,3 pct. i 2020 til 1,0 pct. i 2021 og 1,3 pct. i 2022 (se figur 2). Den lave samlede inflation i 2020 afspejler især et kraftigt fald i HICP-energipriser – på grund af faldet i oliepriserne efter det globale covid-19-udbrud – apprecieringen af euroen samt en momsnedsættelse i seks måneder i Tyskland fra og med juli 2020. Trods de seneste måneders delvise genopretning af oliepriserne forventes der i 2020 et stort negativt bidrag fra HICP-energiinflation til den samlede inflation. I resten af fremskrivningsperioden indebærer de stigninger i oliepriserne, som antages, og nogle opadrettede virkninger af stigninger i miljøafgifterne en stigning i HICP-energiinflationen. Efter den midlertidige bratte stigning i HICP-fødevareinflationen i april 2020 som følge af covid-19-udbruddet begyndte fødevarepriserne – på månedsbasis – allerede at falde i maj, efterhånden som nedlukningsforanstaltningerne blev lempet og udbudsbegrænsningerne aftog. Den årlige inflation i fødevarepriserne forventes at falde i løbet af i år, før den stiger gradvist i resten af fremskrivningsperioden.

Den gennemsnitlige HICP-inflation ekskl. energi og fødevarer forventes at aftage til 0,8 pct. i 2020, inden den begynder at stige fra og med 2. halvår 2021. I de kommende måneder forventes den disinflationære effekt at være bredt funderet på tværs af priserne på tjenesteydelser og varer, idet efterspørgslen fortsat vil være afdæmpet eller hæmmet af foranstaltninger til at begrænse spredningen af virussen. Det nedadrettede pres fra den svage efterspørgsel og momsnedsættelsen i Tyskland forventes kun delvis at blive opvejet af et opadrettet pris- og omkostningspres fra de vedvarende forstyrrelser og begrænsninger i forsyningskæderne, der fx skyldes afbrudte globale værdikæder, foranstaltninger for at få folk til at holde afstand og nedgangen i udbuddet. På mellemlangt sigt forventes HICP-inflationen ekskl. energi og fødevarer gradvis at stige, i takt med at et opadrettet prispres fra en stigende efterspørgsel i forbindelse med den fortsatte økonomiske genopretning styrkes trods den nedadrettede effekt af euroens appreciering. For så vidt angår udbudsfaktorerne, kan virksomheders exit – trods et mindsket opadrettet pres fra de negative udbudseffekter – få avancerne til at stige mere på nogle markeder end det, der svarer til de forbedrede økonomiske konjunkturer. Den indirekte effekt af den genopretning af oliepriserne, som antages, vil også understøtte en stigning i den underliggende inflation. Endelig indebærer de opadrettede basiseffekter som følge af tilbagerulningen af den tyske momsnedsættelse en opadrettet effekt på den årlige underliggende inflation i 3. og 4. kvartal 2021.

Væksten i lønsum pr. ansat ventes at blive negativ på kort sigt, men at stige på linje med den økonomiske aktivitet i 2021 og at blive på ca. 2 pct. i 2022. Der var et kraftigt fald i lønsum pr. ansat i 2. kvartal 2020, som skyldtes det massive og bratte fald i antallet af arbejdstimer pr. ansat under nedlukningerne, samt at indkomsttabet kun delvis blev udlignet af arbejdsfordelingsordninger i de fleste lande. Udviklingen i lønsum pr. ansat overdriver imidlertid tabet af arbejdsindkomst, fordi en række lande opgiver den offentlige støtte som overførsler og ikke som lønsum pr. ansat. Efter nedlukningerne forventes lønsummen pr. ansat igen at stige – omend ikke til niveauet før nedlukningerne – og at fortsætte den gradvise stigning i resten af fremskrivningsperioden.

Der ventes kraftige udsving i væksten i enhedslønomkostningerne i fremskrivningsperioden på grund af store ændringer i arbejdskraftproduktiviteten. Faldet i arbejdskraftproduktivitet i 2. kvartal 2020, som skyldes, at BNP falder mere end beskæftigelsen, øger enhedslønomkostningerne betydeligt. Det efterfølgende opsving i arbejdskraftproduktiviteten indebærer et kraftigt fald i enhedslønomkostningerne. Ud over den kriserelaterede volatilitet forventes enhedslønomkostningerne efterfølgende at bevæge sig stort set sidelæns.

Avancerne forventes stort set at afbøde de store udsving i enhedslønomkostningerne i fremskrivningsperioden. Som følge heraf forventes de igen at stige betydeligt efter et fald i 2. kvartal. Efter en vis afdæmpning i 2. halvår 2021 forventes fortjenesten pr. enhed mod slutningen af fremskrivningsperioden, hvor der næsten ikke er noget opadrettet pres fra enhedslønomkostningerne, at befinde sig på et højere niveau end før krisen.

Importpriserne forventes at falde mærkbart i 2020, men igen at stige noget i 2021 og 2022. Dette udviklingsforløb påvirkes i væsentlig grad af udviklingen i oliepriserne, hvor de seneste fald og den nedadrettede udvikling i kurven for olieprisfutures indebærer en stor negativ vækstrate i 2020, men positive årlige vækstrater fra og med 2. kvartal 2021 og i 2022. Den positive importprisinflation fra og med 2021 afspejler også et vist opadrettet prispres fra både råvarepriser ekskl. olie og stigningen i den underliggende globale prisudvikling mere generelt. Den senere tids appreciering af euroen lægger derimod et nedadrettet pres på importdeflatoren i hele fremskrivningsperioden.

Sammenlignet med Eurosystemets stabs fremskrivninger fra juni 2020 er fremskrivningen af HICP-inflationen uændret i 2020, opjusteret i 2021, hvorefter den forbliver uændret i 2022. HICP-energiinflationen opjusteres i 2020 og 2021 i lyset af den seneste genopretning af oliepriserne – også i euro – men nedjusteres i 2022 på grund af en fladere udvikling i kurven for olieprisfutures i forhold til den, der fremgik af de forrige fremskrivninger fra Eurosystemets stab. HICP-fødevareinflationen er derimod nedjusteret i 2020 – som følge af et hurtigere end hidtil forventet fald i fødevarepriserne i 2. halvår efter den kraftige stigning i forbindelse med covid-19-krisen – og den er marginalt nedjusteret i 2021 og 2022. HICP-inflationen ekskl. energi og fødevarer er stort set uændret i 2020, da effekten af en midlertidig momsnedsættelse i Tyskland i den anden halvdel af året stort set opvejes af den senere tids mere positive data. Derefter opjusteres den dog, idet den nedadrettede effekt af apprecieringen af den effektive eurokurs mere end opvejes af den kombinerede opadrettede effekt af tilbagerulningen af den tyske momsnedsættelse i 2021, indirekte virkninger af kraftigere oliepriser samt højere aktivitet og fremskrivningsdata, som viser en lavere arbejdsløshed. Sidstnævnte afspejler igen delvis effekten af ECB's pengepolitiske foranstaltninger, som blev annonceret i juni 2020, og yderligere stimulerende finanspolitiske foranstaltninger.

4 Finanspolitiske udsigter

Den betydelige finanspolitiske støtte til at begrænse den makroøkonomiske effekt af covid-19-krisen fortsætter i 2020. Der er således medtaget yderligere stimulerende foranstaltninger i basisscenariet sammenlignet med Eurosystemets stabs fremskrivninger fra juni 2020. Finanspolitikken^[3] vurderes at blive meget ekspansiv i 2020. Dette understøttes hovedsagelig af de ekstraordinære finanspolitiske foranstaltninger, som alle eurolande har truffet som reaktion på pandemien. For euroområdet som helhed udgør disse foranstaltninger ca. 4½ pct. af BNP. Heraf er størstedelen yderligere udgifter i form af overførsler og subsidier til virksomheder og husholdninger, bl.a. arbejdsfordelingsordninger. Sammenlignet med Eurosystemets stabs fremskrivninger fra juni 2020 er yderligere covid-19-relaterede foranstaltninger på ca. 1 pct. af BNP blevet medtaget i basisscenariet for 2020 primært som følge af overførsler og subsidier.

Den finanspolitiske støtte ventes aktuelt at blive så godt som afviklet i 2021, dog i mindre grad end forventet i Eurosystemets stabs fremskrivninger fra juni 2020, idet nogle foranstaltninger er blevet forlænget og andre nye pakker er blevet vedtaget for 2021. Baseret på de foranstaltninger, som regeringerne havde godkendt eller lovgivet om på skæringsdatoen for de finanspolitiske antagelser, er de fleste pandemirelaterede foranstaltninger midlertidige og udløber ved udgangen af 2020. Den finanspolitiske linje i 2021 indikerer derfor en betydelig stramning. Basisscenariet omfatter imidlertid flere stimulerende foranstaltninger, end det var tilfældet i stabens fremskrivninger fra juni 2020. Heraf er nogle midlertidige.

Euroområdets budgetunderskud og gældskvoten ventes at stige betydeligt i 2020 og at falde noget i 2021 og 2022. Stigningen i budgetunderskuddet i 2020 skyldes de finanspolitiske nødforanstaltninger og den negative cykliske komponent, som afspejler forværringen af de makroøkonomiske forhold. Forbedringen i 2021 skyldes hovedsagelig den delvise afvikling af de finanspolitiske nødforanstaltninger og den mindre skadelige cykliske komponent. Den kraftige stigning i gældskvoten i 2020 til over 100 pct. af BNP skyldes det gældsforøgende spænd mellem renter og vækst (sneboldseffekt) og det høje primære underskud. I 2021-22 bliver det gældsforøgende bidrag fra de fortsatte primære underskud mere end udlignet af en gunstig sneboldseffekt, som fører til, at gældskvoten i euroområdet falder noget. Sammenlignet med Eurosystemets stabs fremskrivninger fra juni 2020 viser de finanspolitiske fremskrivninger for euroområdet et højere budgetunderskud i 2020-21, primært på grund af den konjunkturkorrigerede balance. Dette opvejes delvis af en forbedret cyklisk komponent og noget lavere rentebetalinger, hvilket afspejler de gunstigere finansielle antagelser. Gældskvoten nedjusteres hovedsagelig på grund af det gunstigere spænd mellem renter og vækst.