Beslutninger truffet af EDB’s styrelsesråd (ud over rentebeslutningerne)
Juni 2025
Ekstern kommunikation
ECB's konvergensrapport 2025
Den 4. juni 2025 offentliggjorde ECB sin konvergensrapport, som blev udarbejdet på anmodning af Bulgarien 25. februar 2025. I rapporten undersøges Bulgariens økonomiske konvergens og foreneligheden af landets nationale lovgivning med traktaterne. Den blev godkendt af Det Generelle Råd og offentliggjort samtidig med den rapport, som Europa-Kommissionen har udarbejdet i henhold til bestemmelserne i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde. Rapporten findes på ECB's websted sammen med en pressemeddelelse herom.
Pengepolitik
Klimarelaterede oplysninger om Eurosystemets beholdninger af virksomhedsobligationer
Den 30. maj 2025 gav Styrelsesrådet tilladelse til offentliggørelse af ECB's tredje rapport om klimarelaterede finansielle oplysninger om Eurosystemets aktiver, der holdes af pengepolitiske grunde, og ECB's valutareserver. Rapporten indeholder oplysninger om Eurosystemets porteføljers CO2-aftryk og eksponering over for klimarisici samt om klimarelateret ledelse, strategi og risikostyring. En anden rapport om ECB's ikke-pengepolitiske porteføljer indeholder også oplysninger om ECB's ikke-pengepolitiske porteføljer i euro, herunder ECB's egenportefølje og pensionskassen for medarbejdere. Begge rapporter blev offentliggjort på ECB's websted 12. juni 2025 sammen med en pressemeddelelse herom.
Markedsoperationer
Udskydelse af rapporteringsforpligtelser for pengepolitiske modparter i første kvartal 2025
Den 6. juni 2025 besluttede Styrelsesrådet at udsætte modparternes rapporteringskrav for 1. kvartal 2025 som fastsat i artikel 158, stk. 3, i Den Europæiske Centralbanks retningslinje (EU) 2015/510 (retningslinjen om dokumentationsgrundlaget) med overgangsperioderne for den nye ordning for tilsynsrapportering, der blev indført ved Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2024/3117. Mere specifikt besluttede Styrelsesrådet at fastsætte datoen for automatisk suspendering af de forsigtighedshensyn, der er nævnt i artikel 158, stk. 3, frem til 7. oktober 2025. De pågældende indberetningskrav vedrører godkendte modparters overførsel af data om kapitalgrundlag og gearingsgrad. Der findes en tilhørende meddelelse om dette på ECB's websted.
Ændringer i det tredje program til opkøb af særligt dækkede obligationer (CBPP3) og beslutninger om opkøbsprogrammet på foranledning af den pandemiske nødsituation (PEPP)
Den 11. juni 2025 vedtog Styrelsesrådet afgørelse ECB/2025/20 om ændring af afgørelse ECB/2020/8 om indførelse af det tredje program vedrørende køb af særligt dækkede obligationer og vedtog afgørelse ECB/2025/21 om ændring af afgørelse (ECB) 2020/17 om et midlertidigt opkøbsprogram på foranledning af den pandemiske nødsituation. Ændringerne afspejler beslutninger truffet af Styrelsesrådet i april 2025 om at ændre for det første bestemmelserne om modparter, der er kan komme i betragtning til CBPP3, for at give centralbankerne i Eurosystemet mulighed for at deltage i standardmarkedstransaktioner såsom genkøbsforretninger foretaget af udstedere af særligt dækkede obligationer ("tilbagekøb"), og for det andet reglerne for værdipapirudlånstransaktioner i forbindelse med særligt dækkede obligationer i Eurosystemets porteføljer under CBPP3 og det midlertidige PEPP-program, så de tager højde for risikostyring.
Markedsinfrastruktur og betalinger
Afgørelse, der bekræfter iværksættelsen af Eurosystemets system til forvaltning af sikkerhedsstillelse (ECMS)
Den 16. maj 2025 bekræftede Styrelsesrådet efter en positiv vurdering fra Markedsinfrastrukturrådet, at ECMS ville blive iværksat 16. juni 2025. En meddelelse om dette blev samme dag offentliggjort på ECB's websted. ECB udsendte også en pressemeddelelse 17. juni 2025, som bekræftede at iværksættelsen var forløbet efter planen i weekenden 13.-15. juni 2025.
Iværksættelse af en offentlig høring om en eventuel udvidelse af åbningstiden for T2
Den 30. maj 2025 besluttede Styrelsesrådet at iværksætte en offentlig høring om en eventuel udvidelse af åbningstiden for T2 og godkendte det tilhørende høringsdokument og offentliggørelsen heraf på ECB's websted. Det primære formål med høringen, som løber indtil 30. september 2025, er, at Eurosystemet skal forstå de aktuelle og kommende markedsbehov og identificere eventuelle begrænsninger, der måtte opstå, såfremt åbningstiden for T2 udvides. På baggrund af denne feedback og en grundig analyse af de modtagne svar vil Styrelsesrådet i løbet af 2026 drøfte mulige opfølgende tiltag.
Afgørelse om ændring af afgørelse (EU) 2025/222 om adgang for betalingstjenesteudbydere uden for banksektoren til betalingssystemer, som drives af Eurosystemets centralbanker, og til centralbankkonti (ECB/2025/2)
Den 2. juni 2025 vedtog Styrelsesrådet afgørelse (EU) 2025/1148 om ændring af afgørelse (EU) 2025/222 om adgang for betalingstjenesteudbydere uden for banksektoren til betalingssystemer, som drives af Eurosystemets centralbanker, og til centralbankkonti (ECB/2025/2) (ECB/2025/18). Ændringen følger af Styrelsesrådets beslutning om at udsætte ændringer af retningslinjen om TARGET for at undgå den retsusikkerhed, der ville have givet anledning til adgang for betalingstjenesteudbydere uden for banksektoren til betalingssystemer, som drives af Eurosystemets centralbanker, herunder TARGET-komponenter, som følge af forsinkelser i visse medlemsstater i euroområdet i gennemførelsen af relevante ændringer af direktiv 98/26/EF om endelig afregning i betalingssystemer og værdipapirafviklingssystemer og direktiv (EU) 2015/2366 om betalingstjenester i det indre marked i national lovgivning.
Statusrapport om projektet om en digital euro
Den 3. juni 2025 drøftede Styrelsesrådet fremskridtene med hensyn til de centrale aspekter af udformningen af digitale euro (fx valg af potentielle leverandører, udarbejdelse af regelsættet, forsøg og yderligere analyse), tog de forventede næste skridt til efterretning og konkluderede, at projektet fortsat forløber efter planen, hvad angår både budget og tidsplan. Nærmere oplysninger om projektet om en digital euro findes på ECB's websted.
Eurosystemets køreplan for distributed ledger-teknologi (DLT) til engrosafvikling i centralbankpenge
Den 23. juni 2025 godkendte Styrelsesrådet en køreplan på højt niveau for sin tosporede tilgang til DLT for engrosafvikling i centralbankpenge, som Eurosystemet indledte i sine forberedende undersøgelser i 2024. I første spor, benævnt Pontes, har Markedsinfrastrukturrådet mandat til at levere et operationelt kortsigtet tilbud om afregning af DLT-baserede transaktioner i centralbankpenge, og et pilotprojekt forventes iværksat inden udgangen af 3. kvartal 2026. I det andet spor, benævnt Appia, vil der være fokus på at finde en potentiel langsigtet tilgang til et innovativt og integreret økosystem i Europa, som også omfatter internationale operationer. En pressemeddelelse herom med nærmere oplysninger vil blive offentliggjort på ECB's websted på et senere tidspunkt.
Rapport om Eurosystemets forberedende undersøgelser af ny teknologi til engrosafvikling i centralbankpenge
Den 25. juni 2025 tog Styrelsesrådet en rapport udarbejdet af Komiteen for Markedsinfrastruktur og Betalinger om Eurosystemets forberedende undersøgelser af nye teknologier til engrosafvikling af centralbankpenge til efterretning. Rapporten konsoliderer de vigtigste resultater af dette initiativ, som blev mødt af stor interesse med i alt 64 godkendte deltagere fordelt på ni jurisdiktioner og næsten 1,6 mia. EUR, der blev afviklet i 27 forsøg, og den viser de forskellige identificerede anvendelsestilfælde. Rapporten vil blive offentliggjort på ECB's websted på et senere tidspunkt.
Rådgivning om lovgivning
ECB's udtalelse om sammensætningen af de beslutningstagende organer i Magyar Nemzeti Bank, de statslige konti, som forvaltes af Magyar Nemzeti Bank og de tilladte aktiviteter for fonde, der er oprettet af Magyar Nemzeti Bank
Den 27. maj 2025 vedtog Styrelsesrådet udtalelse CON/2025/12, som er udarbejdet på ECB's eget initiativ.
ECB's udtalelse om pensionerne for Nationale Bank van België/Banque Nationale de Belgique
Den 10. juni 2025 vedtog Styrelsesrådet udtalelse CON/2025/13 på anmodning af Belgiens vicepremierminister og finans- og pensionsminister.
ECB's udtalelse om adgang til kontakter og en forfatningssikret ret til at betale i kontanter
Den 25. juni 2025 vedtog Styrelsesrådet udtalelse CON/2025/14 på anmodning af Magyar Nemzeti Bank. Udtalelsen vil blive offentliggjort i EUR-Lex på et senere tidspunkt.
Corporate governance
ECB's henstilling om eksterne revisorer for Deutsche Bundesbank
Den 2. juni 2025 vedtog Styrelsesrådet henstilling ECB/2025/19 til Rådet for Den Europæiske Union om eksterne revisorer for Deutsche Bundesbank.
Medlemskab af ECB's revisionsudvalg og ECB's etiske komité
Den 4. juni 2025 udnævnte Styrelsesrådet Gaston Reinesch til medlem af Styrelsesrådet af ECB's revisionsudvalg som efterfølger til Klaas Knot, hvis mandat udløber 1. juli 2025. Styrelsesrådet udnævnte også Federica Mogherini, den nuværende rektor for Europakollegiet, direktør for Den Europæiske Unions diplomatiske akademi og tidligere højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik samt næstformand for Europa-Kommissionen, som nyt medlem af ECB's etiske komité som efterfølger til Virginia R. Canter, hvis mandat udløber i begyndelsen af august 2025. Disse udnævnelser, der træder i kraft henholdsvis 1. juli og 1. august 2025, gælder i første omgang for en periode på tre år og kan forlænges én gang.
Statistik
Henstilling om ændring af Rådets forordning (EF) nr. 2533/98 om Den Europæiske Centralbanks indsamling af statistisk information
Den 22. maj 2025 vedtog Styrelsesrådet henstilling ECB/2025/17 om Rådets forordning om ændring af forordning (EF) nr. 2533/98 om Den Europæiske Centralbanks indsamling af statistisk information. Hovedformålet med at ændre forordning (EF) nr. 2533/98 er at imødegå de væsentlige ændringer i Det Europæiske System af Centralbankers (ESCB's) indsamling, udarbejdelse, formidling og anvendelse af statistisk information som følge af den digitale omstilling. Disse ændringer har ført til krav om mere rettidig, hyppigere og mere detaljeret statistisk information, men har også givet nye muligheder for en mere effektiv indsamling af statistisk information og dermed forbedret omkostningseffektiviteten og minimeret rapporteringsbyrden.
Internationalt og europæisk samarbejde
Rapport om euroens internationale rolle
Den 15. maj 2025 godkendte Styrelsesrådet juni 2025-udgaven af rapporten om euroens internationale rolle og gav tilladelse til, at den blev offentliggjort på ECB's websted. Rapporten (engelsk), der giver et overblik over udviklingen i euroens anvendelse blandt residenter uden for euroområdet i 2024, findes på ECB's websted sammen med en tilhørende pressemeddelelse (engelsk).
ESCB's svar på Europa-Kommissionens målrettede høring om integrationen af EU's kapitalmarkeder
Den 4. juni 2025 godkendte Styrelsesrådet på baggrund af bemærkningerne fra medlemmerne af Det Generelle Råd ESCB's svar på Europa-Kommissionens målrettede høring om integrationen af EU's kapitalmarkeder. ESCB's svar, som indeholder ESCB's detaljerede syn på specifikke aspekter vedrørende forenkling og reduktion af byrder, handel, efterhandel, horisontale hindringer for handels- og efterhandelsinfrastrukturer, kapitalforvaltning og -fonde, emner, der skal høres om tilsyn, samt horisontale spørgsmål om tilsynsrammerne, findes på ECB's websted.
ECB Banktilsyn
Overholdelse af de fælles retningslinjer fra de europæiske tilsynsmyndigheder (ESA) for udveksling af oplysninger, der er relevante for fit & proper-vurderinger
Den 16. maj 2025 gjorde Styrelsesrådet ikke indsigelse mod et forslag stillet af Tilsynsrådet om at meddele Den Europæiske Banktilsynsmyndighed (EBA), at ECB, for så vidt angår de signifikante institutter under ECB's direkte tilsyn, allerede overholder de fælles retningslinjer for det system, som ESA har indført til udveksling af oplysninger, der er relevante for vurderingen af egnetheden og hæderligheden af indehavere af kvalificerede kapitalandele, direktører og personer med nøglefunktioner i finansielle institutioner og deltagere på det finansielle marked fra de kompetente myndigheder (JC/GL/2024/88). De fælles retningslinjer har til formål at fastlægge en konsekvent og effektiv tilsynspraksis inden for Det Europæiske Finanstilsynssystem og at sikre en fælles, ensartet og konsekvent anvendelse af EU-retten med hensyn til anvendelsen af det system, som ESA har indført til ovennævnte udveksling af oplysninger.
Overholdelse af ESA's fælles retningslinjer for estimering af samlede årlige omkostninger og tab forårsaget af større IKT-relaterede hændelser i henhold til forordning (EU) 2022/2554
Den 19. maj 2025 gjorde Styrelsesrådet ikke indsigelse mod Tilsynsrådets forslag om at meddele EBA, at ECB, hvad angår signifikante institutter under dens direkte tilsyn, inden 30. november 2025 vil efterleve fælles retningslinjer for estimering af samlede årlige omkostninger og tab forårsaget af større IKT-relaterede hændelser under i henhold til (EU) 2022/2554 (JC/GL/2024/34).
Overholdelse af EBA's retningslinjer om miljømæssige, sociale og ledelsesmæssige risici
Den 28. maj 2025 gjorde Styrelsesrådet ikke indsigelse mod et forslag stillet af Tilsynsrådet om at meddele EBA, at det er ECB's hensigt, for så vidt angår signifikante institutter under dets direkte tilsyn, at overholde retningslinjerne for styring af ESG-risici (EBA/GL/2025/01) senest 11. januar. 2026. Disse retningslinjer har til formål at forbedre institutternes identifikation, måling, styring og overvågning af ESG-risici og at understøtte deres sikkerhed og soliditet, da de udsættes for ESG-faktorernes indvirkning på kort, mellemlang og lang sigt. De indeholder krav til de interne processer og ESG-risikostyringsordninger, som institutterne bør have indført, herunder specifikke planer for at imødegå de risici, der opstår som følge af overgangen til og processen for tilpasning til relevante retlige og reguleringsmæssige mål for bæredygtighed.
Den Europæiske Centralbank
Generaldirektoratet Kommunikation
- Sonnemannstrasse 20
- 60314 Frankfurt am Main, Tyskland
- +49 69 1344 7455
- media@ecb.europa.eu
Eftertryk tilladt med kildeangivelse.
Pressekontakt