Oversigt

Efter et fald på 15,0 pct. i 1. halvår 2020 var der et opsving i euroområdets reale BNP på 12,5 pct. i 3. kvartal. Det var en betydeligt kraftigere stigning end forventet i ECB's stabs fremskrivninger fra september 2020. Den seneste tids skærpede inddæmningsforanstaltninger som reaktion på den kraftige genopblussen af coronasmitten (covid-19) i de forskellige lande forventes at føre til endnu et fald i aktiviteten i 4. kvartal. Aktiviteten forventes også at blive afdæmpet i 1. kvartal 2021. Trods dette tilbageslag på kort sigt giver de gode nyheder om udviklingen af vacciner anledning til større tillid ud fra antagelsen om en gradvis løsning på sundhedskrisen i løbet af 2021 og begyndelsen af 2022. Sammen med en betydelig støtte fra penge- og finanspolitikken – delvis i forbindelse med Next Generation EU-pakken (NGEU) – og det fortsatte opsving i den udenlandske efterspørgsel bør dette give mulighed for et solidt opsving i løbet af 2021. Realt BNP forventes således at vende tilbage til niveauet før krisen i midten af 2022. Selvom udsigterne på kort sigt således er blevet forværret, forventes udviklingen i euroområdets BNP fra 2022 stort set at svare til den, der fremgik af ECB's stabs fremskrivninger fra september 2020. Da de politiske foranstaltninger forventes at kunne afværge store finansielle forstærkningseffekter og begrænse de økonomiske mén på grund af krisen, forventes realt BNP i 2023 at ligge 2,5 pct. over niveauet i 2019, dvs. før krisen.

Hvad angår inflationen, tyder opadrettede basiseffekter i forbindelse med den tidligere nedgang i oliepriserne og de opadrettede virkninger som følge af tilbagerulningen af momsnedsættelsen i Tyskland på en stigning i den samlede inflation i 2021. Der forventes en meget mere afdæmpet stigning i HICP-inflationen ekskl. energi og fødevarer i 2021, idet påvirkningen fra den svage efterspørgsels bredt funderede disinflationære effekt, især inden for servicesektorerne, er større end det opadrettede omkostningspres fra begrænsninger på udbudssiden. På mellemlangt sigt forventes den samlede inflation gradvis at stige, hvilket hovedsagelig skyldes en mindre stigning i bidraget fra HICP-inflationen ekskl. energi og fødevarer, som dog ventes at forblive forholdsvis afdæmpet på 1,2 pct. i 2023. Samlet set forventes HICP-inflationen i basisscenariet at stige igen fra 0,2 pct. i 2020 til 1,0 pct. i 2021. Derefter forventes den gradvis at stige yderligere til 1,1 pct. i 2022 og 1,4 pct. i 2023. Sammenlignet med ECB's stabs fremskrivninger fra september 2020 er HICP-inflationen i 2020 og 2022 blevet nedjusteret som følge af svagere nye data for HICP-inflationen ekskl. energi og fødevarer og en nedjustering af inflationspresset siden de seneste fremskrivninger i sammenhæng med den rigelige, men faldende ledige kapacitet på vare- og arbejdsmarkederne.^[1]

I betragtning af den fortsat betydelige usikkerhed om, hvordan pandemien vil udvikle sig, om potentielle medicinske løsninger (herunder distributionen og udbredelsen af vacciner), og i hvor høj grad økonomien er blevet påvirket negativt, er der igen udarbejdet to alternative scenarier. Det milde scenario bygger på en ret vellykket inddæmning af virussen, en hurtig udrulning af vacciner og en begrænset negativ effekt på økonomien. I dette scenario vil realt BNP stige med 6,0 pct. næste år og allerede ved udgangen af 2021 nå op på niveauet før krisen, og inflationen vil stige til 1,5 pct. i 2023. I modsætning hertil indebærer det hårde scenario, som bygger på antagelsen om en senere løsning af sundhedskrisen og betydelige og permanente tab af økonomisk potentiale, en marginal stigning i 2021 i realt BNP, som i 2023 stadig vil ligge næsten 2 pct. under niveauet før krisen, med en inflation på bare 0,8 pct. samme år.

1 De vigtigste antagelser, som ligger til grund for fremskrivningerne

Basisscenariet tager udgangspunkt i en række kritiske antagelser vedrørende udviklingen af pandemien. I basisscenariet antages det, at de strenge inddæmningsforanstaltninger i euroområdet i 4. kvartal 2020 – set som et gennemsnit – vil blive fastholdt i 1. kvartal 2021. De økonomiske omkostninger ved de seneste foranstaltninger antages at blive betydeligt lavere end i foråret, da de som følge af erfaringerne med håndteringen af pandemien er mere målrettede og effektive. Efterhånden som medicinske løsninger, såsom effektive vacciner, bliver tilgængelige og udbredt, antages det, at der samtidig finder en lempelse af inddæmningsforanstaltningerne sted, og at sundhedskrisen stort set er ovre i begyndelsen af 2022. I denne sammenhæng antages det også, at den nuværende store usikkerhed gradvis falder i løbet af fremskrivningsperioden. Ikke desto mindre antages det, selv efter at sundhedskrisen i vid udstrækning er ovre, at de dermed forbundne økonomiske tab fortsætter i hele fremskrivningsperioden – hvilket indebærer vedvarende tab i det økonomiske output i forhold til den udvikling, der ventedes før krisen. Tilsvarende antagelser om pandemiens udvikling gøres, hvad angår de internationale forhold (se boks 2).

Betydelige pengepolitiske og finanspolitiske foranstaltninger, herunder NGEU-pakken, vil understøtte indkomsterne og reducere tab af arbejdspladser og antallet af konkurser samt bidrage til at begrænse negative feedbacksløjfer mellem realøkonomien og den finansielle sektor. Ud over de pengepolitiske foranstaltninger, som ECB har truffet indtil skæringsdatoen for fremskrivningerne, omfatter basisscenariet diskretionære finanspolitiske foranstaltninger i forbindelse med covid-19-krisen på ca. 4,5 pct. af BNP i 2020. Blandt disse foranstaltninger er omfattende jobfastholdelsesordninger for at afbøde effekten af den voldsomme nedgang i aktiviteten på beskæftigelsen og arbejdsindkomsterne. Navnlig virksomheder modtager betydelige tilskud og kapitaloverførsler. Selvom mange af de nuværende finanspolitiske nødforanstaltninger er midlertidige, er nogle af dem blevet forlænget, og der er vedtaget nye pakker med henblik på gennemførelse fra og med 2021, som er medtaget i basisscenariet. Foranstaltninger vedrørende NGEU-genopretningsfonden – svarende til ca. 0,5 pct. af BNP om året i perioden 2021-23 (dvs. ca. halvdelen af NGEU-tilskudsrammen for perioden 2021-26) – er medtaget i basisscenariet. Statslån og garantier eller kapitaltilførsler på i alt ca. 17 pct. af BNP bør bidrage til at afhjælpe likviditetsbegrænsninger. Desuden vil de pengepolitiske, finanspolitiske og tilsynsmæssige foranstaltninger bidrage til at begrænse negative feedbacksløjfer mellem realøkonomien og den finansielle sektor i hele fremskrivningsperioden.

Der gøres desuden den tekniske antagelse, at handelsforbindelserne mellem Storbritannien og EU ikke vil leve op til Verdenshandelsorganisationens betingelser for at blive behandlet som "mest begunstiget land" (WTO/MFN) 1. januar 2021, hvilket er i overensstemmelse med Europa-Kommissionens prognose fra efteråret 2020. I tidligere fremskrivninger udarbejdet af Eurosystemets/ECB's stab blev der gjort den antagelse, at Storbritannien og EU ville indgå en frihandelsaftale. Denne ændring i antagelserne indebærer derfor lavere efterspørgsel efter eksport fra euroområdet til Storbritannien som følge af en indførelse af told og ikke-toldmæssige handelshindringer. Ikke desto mindre bør det bemærkes, at der – som i Europa-Kommissionens efterårsprognose 2020 – kun er medtaget handelseffekter i basisscenariet, dvs. at en mulig valutakurs- og finansiel uro i forbindelse med overgangen til WTO/MFN-vilkår ikke er taget i betragtning.

2 Realøkonomien

I 3. kvartal 2020 blev der registreret et kraftigt – omend ufuldstændigt – opsving i realt BNP. Ifølge Eurostat steg realt BNP med 12,5 pct. i 3. kvartal (se figur 1). Alle eurolande oplevede et opsving efter det voldsomme fald i aktiviteten i 1. halvår 2020, og de lande, der oplevede de kraftigste fald, oplevede generelt de kraftigste opsving. Resultatet for 3. kvartal var betydeligt bedre end den ventede stigning på 8,4 pct., der fremgik af basisscenariet for ECB's stabs fremskrivninger fra september 2020, og også bedre end stigningen på 9,4 pct., der fremgik af det milde scenario i september 2020. Ikke desto mindre forblev opsvinget – trods den kraftige stigning i aktiviteten i 3. kvartal – ufuldstændigt, idet realt BNP i 3. kvartal 2020 lå 4,4 pct. under niveauet i 4. kvartal 2019.

Eurolandenes stramning af inddæmningsforanstaltningerne i oktober og november 2020 forventes at føre til endnu en nedgang i realt BNP i 4. kvartal. I september var udviklingen i den økonomiske vækst allerede fladet ud. Stillet over for et hastigt stigende antal nye covid-19-tilfælde bebudede mange eurolande foranstaltninger til en delvis nedlukning, som begyndte i midten af oktober. Højfrekvente data (fx mobilitetsindikatorer) tyder på, at disse foranstaltninger førte til en yderligere nedgang i aktiviteten i november, og PMI (Purchasing Managers' Index (composite output)) faldt til 45,3 i november – et fald, som var drevet af servicesektoren. I forhold til nedlukningsperioden i foråret har de hidtil bebudede inddæmningsforanstaltninger imidlertid generelt været mere målrettet mod kontaktintensive servicesektorer, hvor smitten har vist sig at være særlig voldsom. Da fabrikker, skoler og børnehaver samt offentlige tjenester generelt forbliver åbne i de fleste lande, forventes disse foranstaltninger at medføre færre forstyrrelser i produktions- og anlægsaktiviteten end i foråret, men de vil igen påvirke aktiviteten i servicesektoren meget negativt. Målrettede finanspolitiske foranstaltninger til støtte for de sektorer, der er berørt af lukningen, og som blev bebudet for nylig, vil også reducere den samlede nedgang i aktiviteten. Realt BNP forventes samlet set at falde med 2,2 pct. i 4. kvartal 2020 og kun at stige marginalt i 1. kvartal 2021.

Selvom nogle inddæmningsforanstaltninger forventes at blive fastholdt, ventes aktiviteten at stige igen i løbet af 2021. Forventningen om endnu et opsving bygger på antagelsen om, at inddæmningsforanstaltningerne vil blive ophævet lidt efter lidt, at usikkerheden gradvis vil aftage, og at tilliden vil blive styrket som følge af udsigten til effektive vacciner, der vil blive fordelt hurtigt med et godt resultat. Desuden vil en genopretning af den udenlandske efterspørgsel, supplerende politikker og en vis ophobet efterspørgsel stimulere aktiviteten. Ikke desto mindre vil genopretningen af realt BNP kun blive gradvis. Realt BNP vil således nå niveauet i 2019, dvs. før krisen, i midten af 2022, og det vil ligge 2,5 pct. højere i 2023.

Hvad angår BNP's komponenter, forventes det private forbrug at være faldet 8,3 pct. i 2020 og at stige til niveauet før krisen i midten af 2022. Der var et kraftigt opsving i det private forbrug i 3. kvartal 2020 efter et samlet fald på 16,3 pct. i 1. halvår 2020. Det kraftige, omend ufuldstændige, opsving i 3. kvartal blev sandsynligvis drevet af en afvikling af tidligere ophobet efterspørgsel – især efter varige forbrugsgoder, hvor indregistreringen af nye personbiler steg med næsten 95 pct. i 3. kvartal — samt et øget forbrug af tjenesteydelser. På trods af det kraftige opsving i 3. kvartal blev den oprindelige nedgang i det private forbrug kun delvis genoprettet. Udsvingene i det private forbrug i de første tre kvartaler af 2020 står i modsætning til en langt mere afdæmpet udvikling i den disponible realindkomst, der blev stabiliseret af statsstøtte, og dette har ført til bratte ændringer i opsparingskvoten. Fremadrettet forventes det private forbrug at falde markant igen i 4. kvartal 2020 som følge af de strammere inddæmningsforanstaltninger, der igen fører til en ufrivillig opsparing og en opsparing af forsigtighedshensyn, der sandsynligvis vil stige. Derefter ventes en ny bedring i det private forbrug i 2021, og at det overstiger niveauet før krisen i midten af 2022. Opsvinget vil blive understøttet af et gradvist fald i usikkerheden og en gradvis tilbagevenden til niveauet for opsparingskvoten før krisen, mens høj arbejdsløshed og en afvikling af finanspolitiske nettooverførsler vil hæmme genopretningen af forbruget.

Det kraftige og pludselige fald i boliginvesteringerne i 2020 forventes kun gradvis at vende i løbet af fremskrivningsperioden. Det anslås, at boliginvesteringerne er faldet i alt 14,2 pct. i 1. halvår 2020, og at de er faldet mest i landene med de strengeste nedlukningsforanstaltninger. Den negative effekt af den lavere disponible indkomst, en svagere forbrugertillid og højere arbejdsløshed på boligefterspørgslen, forventes at føre til en træg genopretning af boliginvesteringerne, som først forventes at nå niveauet før krisen i 2. halvår 2022.

Erhvervsinvesteringerne forventes at være faldet kraftigt i 2020, og der forventes kun en gradvis genopretning i 2021. Niveauet før krisen forventes at blive nået i midten af 2022. Nedlukningerne, den bratte nedgang i den globale og den indenlandske efterspørgsel og den kraftigt stigende usikkerhed resulterede i et kraftigt fald i 1. halvår 2020. Selvom det skønnes, at der var et kraftigt opsving i erhvervsinvesteringerne i 3. kvartal, forventes det, at de falder igen i 4. kvartal. Det forventes, at de begynder at stige gradvis igen i løbet af 2021, i takt med genopretningen af den globale og den indenlandske efterspørgsel, men også delvis understøttet af den positive effekt af NGEU-planen på erhvervsinvesteringerne. Da usikkerheden imidlertid antages kun at aftage gradvis, og i betragtning af den øgede uudnyttede kapacitet og bekymringerne om udviklingen i efterspørgslen på længere sigt, vil virksomhederne sandsynligvis kun gradvis øge investeringerne, hvilket tyder på, at opsvinget først vil vise tegn på en vis styrkelse i 2022. Derfor forventes erhvervsinvesteringerne i euroområdet at nå niveauet før krisen i midten af 2022.

Ikke-finansielle selskabers bruttogældsætning ventes at stige betydeligt i 2020 for derefter at falde moderat. Den forventes dog stadig at ligge over niveauet før krisen i slutningen af fremskrivningsperioden. Selskabernes bruttogældsætning er steget betydeligt i 2020 fra et allerede højt niveau på grund af det markante fald i virksomhedernes overskud i 1. halvår 2020 og den deraf følgende øgede anvendelse af gældsfinansiering til at kompensere for likviditetsunderskud. Selskabernes bruttogældsætning forventes at stige yderligere en anelse på kort sigt, inden den falder moderat, men i 2023 at holde sig klart over niveauet ved udgangen af 2019. Den observerede stigning i selskabernes gæld forventes at begrænse væksten i erhvervsinvesteringerne i fremskrivningsperioden, i takt med at virksomhederne tager skridt til at forbedre deres balancer. Ikke desto mindre er selskabernes bruttorentebetalinger faldet til et rekordlavt niveau i de seneste år, og der forventes kun en beskeden stigning i de næste par år, hvilket mindsker eventuelle bekymringer om gældens holdbarhed.

Eksporten forventes at være uforholdsmæssigt hårdt ramt af pandemien i 2020 sammenlignet med importen, hvilket tyder på et samlet set negativt bidrag fra nettohandlen i år og et gennemsnitligt neutralt bidrag derefter. I 1. halvår 2020 havde forstyrrelser i forsyningskæden og en lavere udenlandsk efterspørgsel en alvorlig indvirkning på den i forvejen svage eksport, især inden for automobil-, maskin- og kemikaliesektoren, mens restriktioner i turismesektoren medførte store fald i eksporten af tjenesteydelser inden for hotel-, restaurations- og transportsektoren. De nedlukninger, der blev indført for at inddæmme pandemien, resulterede også i et kraftigt fald i importen. En ophobet efterspørgsel i de eksportorienterede erhverv og ophævelsen af mange restriktioner bidrog imidlertid til et kraftigt opsving i importen og eksporten i 3. kvartal. Eksporten af tjenesteydelser var ramt af nye restriktioner i 4. kvartal, og selvom varehandlen ikke forventes at blive påvirket af fabrikslukninger som følge af pandemien, vil den fortsat lide under en afdæmpet endelig efterspørgsel. Fra 2021 vil udløbet af overgangsperioden inden brexit indebære en forværring af de bilaterale handelsforhold med Storbritannien, en vigtig handelspartner, der aftager 14 pct. af euroområdets eksport. På mellemlangt sigt vil euroområdets handel blive dæmpet af euroens appreciering siden pandemiens start, som har påvirket euroområdets konkurrenceevne. Som følge heraf forventes eksportmarkedsandelene fortsat at ligge under niveauerne før pandemien indtil udgangen af fremskrivningsperioden. Nettohandelsbidragene til BNP forbliver ret afdæmpede fra 2021 og vil ikke opveje det negative bidrag i 2020.

På trods af en afdæmpet stigning i arbejdsløsheden i de seneste måneder forventes arbejdsmarkedssituationen at blive væsentlig forværret for derefter at normalisere sig hen mod slutningen af fremskrivningsperioden. Arbejdsløsheden steg fra 7,6 pct. i 2. kvartal til 8,6 pct. i 3. kvartal, hvilket var lavere end forventet i ECB's stabs fremskrivninger fra september 2020. De lavere tal i 3. kvartal skyldtes hovedsagelig en meget kraftigere end forventet beskæftigelsesvækst. Beskæftigelsen var dog stadig 2,2 pct. lavere i 3. kvartal 2020 end i 4. kvartal 2019. I 3. kvartal indhentede arbejdsstyrken delvis det bratte fald fra 2. kvartal. Selvom antallet af arbejdstagere i jobfastholdelsesordninger faldt betydeligt i 3. kvartal, forventes denne udvikling at vende i 4. kvartal 2020 i lyset af den seneste stramning af nedlukningsforanstaltninger. I takt med at arbejdsstyrken fortsætter normaliseringen, og arbejdstagerne forlader jobfastholdelsesordningerne, ventes arbejdsløsheden at stige yderligere til et toppunkt på 9,3 pct. i 2021 for derefter at falde til 7,5 pct. i 2023, i takt med at økonomien bedres. Denne fremskrivning antager, at en høj andel af arbejdstagerne i jobfastholdelsesordninger kan vende tilbage til normal beskæftigelse. Ved udgangen af fremskrivningsperioden ventes arbejdsløshedsprocenten og antallet af beskæftigede stort set at være tilbage på niveauet i 4. kvartal 2019.

Væksten i arbejdskraftproduktivitet pr. ansat ventes at falde i 2020 for derefter at stige i løbet af fremskrivningsperioden. Efter at arbejdskraftproduktiviteten pr. ansat har indhentet det kraftige fald i 1. halvår 2020, ventes den igen at falde i 4. kvartal på grund af de skærpede inddæmningsforanstaltninger og de relaterede stigninger i anvendelsen af jobfastholdelsesordninger i mange lande. Væksten i arbejdskraftproduktivitet pr. ansat ventes at stige i 1. halvår 2021, inden den gradvis aftager i resten af perioden.

Sammenlignet med ECB's stabs fremskrivninger fra september 2020 er vækstprofilen for realt BNP blevet nedjusteret på kort sigt i lyset af den nylige genopblussen af pandemien, men ventes stort set at rette sig og på mellemlangt sigt nå op på niveauet for basisscenariet fra september på baggrund af yderligere finanspolitiske stimuli, et kraftigere opsving, i takt med at inddæmningsforanstaltningerne ophæves, og tillidseffekter. Væksten i realt BNP opjusteres i 2020. Dette afspejler et meget bedre resultat end forventet i 3. kvartal, der mere end opvejer nedjusteringen i 4. kvartal som følge af pandemiens genopblussen. En nedjustering af væksten i 1. kvartal 2021 er også forbundet med ændringen i den tekniske antagelse om handelsforbindelserne mellem Storbritannien og EU (se afsnit 1). Et kraftigere opsving kvartal-til-kvartal i løbet af 2021 i forbindelse med lempelsen af den anden bølge af inddæmningsforanstaltninger og med yderligere finanspolitiske stimuli, delvis fra NGEU-planen, opvejer ikke fuldt ud det lavere overhæng i dette år. I 2022 afspejler opjusteringen hovedsagelig et højere statistisk overhæng samt en vis positiv effekt af lavere lange renter og lavere oliepriser.

3 Priser og omkostninger

HICP-inflationen forventes at stige fra 0,2 pct. i 2020 til 1,0 pct. i 2021 og derefter at gradvis stige yderligere til 1,4 pct. i 2023 (se figur 2). Stigningen i 2021 afspejler i vid udstrækning basiseffekter i HICP-energiinflationen i forbindelse med det kraftige fald i oliepriserne ved begyndelsen af det globale covid-19-udbrud samt tilbagerulningen af momsnedsættelsen i Tyskland. I 2022 og 2023 forventes HICP-energiinflationen at ligge omkring 1,6 pct. og dermed at have en opadrettet effekt på den samlede inflation. HICP-fødevareinflationen forventes at udvikle sig i en noget anden retning end energiinflationen på kort sigt og i første omgang at afvikle den bratte stigning i 2020, der skyldtes covid-19-udbruddet, for derefter at stige fra midten af 2022 til 1,8 pct. i 2023. Den forventede gradvise stigning i den samlede inflation til 1,4 pct. i 2023 understøttes således betydeligt af de mere volatile HICP-poster.

HICP-inflationen ekskl. energi og fødevarer forventes at stige gradvis fra 0,7 pct. i 2020 til 1,2 pct. i 2023. Hvis man ser bort fra virkningen af afgiftsændringer, indebærer denne fremskrivning en mere langvarig svækkelse af i den underliggende inflation, der fortsætter ind i 2021, og en mærkbar, omend stadig gradvis, stigning, der først begynder senere på året. Den moderate underliggende inflationsudvikling på kort sigt afspejler en svag efterspørgsel, der skyldes de covid-19-relaterede restriktioners dæmpende virkning på aktivitets- og indkomstudviklingen. Disse dæmpende virkninger forventes kun at blive delvis opvejet af opadrettede pris- og omkostningspres fra forstyrrelser i forsyningskæderne, fx på grund af negativt påvirkede globale værdikæder og foranstaltninger, der skal få folk til at holde afstand. Den gradvise stigning i HICP-inflationen ekskl. energi og fødevarer, der forventes i anden halvdel af fremskrivningsperioden, afspejler den stigende efterspørgsel i forbindelse med den fortsatte økonomiske genopretning, mens de opadrettede pres fra negative udbudseffekter i tilknytning til pandemien forventes at blive mindre.

Jobfastholdelsesordninger indebærer en høj volatilitet i væksten i lønsum pr. ansat, men afbøder virkningen af ændringer i den økonomiske aktivitet på virksomhedernes lønomkostninger. Disse ordninger sikrer beskæftigelsen, når der sker en betydelig reduktion af antal arbejdstimer, hvilket presser den årlige vækst i lønsum pr. ansat ned. Denne vækst ventes at falde med 1,1 pct. i 2020, men at stige kraftigt igen med 3,6 pct. i 2021 på grund af basiseffekter. Efterhånden som virkningen af jobfastholdelsesordningerne aftager, og udviklingen på arbejdsmarkedet normaliserer sig, forventes lønsum pr. ansat at ligge lidt over 2,0 pct. i slutningen af fremskrivningsperioden, hvilket stort set svarer til niveauet før pandemien.

Væksten i enhedslønomkostninger vil sandsynligvis vise kraftige udsving i løbet af fremskrivningsperioden, men forventes samlet set kun at skabe et afdæmpet inflationspres. De kraftige udsving afspejler hovedsagelig den forventede udvikling i produktiviteten snarere end i lønningerne. En kraftig vækst i arbejdskraftproduktiviteten i 2021, hvor produktionen begynder at stige, men arbejdsmarkederne fortsat er træge, og i mindre grad i 2022, forventes at føre til en negativ vækst i enhedslønomkostningerne i de to år, før den bliver positiv igen i 2023. Samlet set ventes den årlige vækst i enhedslønomkostningerne at blive lidt over 1,0 pct. i perioden 2020-23, og den indebærer derfor kun et dæmpet opadrettet pres på den indenlandske prisinflation.

Avancerne forventes generelt at afbøde de store udsving i enhedslønomkostningerne i fremskrivningsperioden. Som følge heraf forventes de at falde på kort sigt i takt med aktivitets- og produktivitetsvæksten og at stige betydeligt derefter, når lønomkostningspresset aftager. I 2020-21 forvrænges avancerne noget af de offentlige løntilskudsordninger. Mod slutningen af fremskrivningsperioden forventes avancerne at have en stort set neutral effekt på inflationspresset, som på det tidspunkt igen primært skyldes lønomkostningerne.

Importpriserne forventes at følge det samme udviklingsforløb som oliepriserne, hvilket indebærer en moderat vækst i anden halvdel af fremskrivningsperioden. Den årlige vækst i importdeflatoren forventes at bevæge sig fra meget negative tal i 2020 til moderat positive tal i perioden 2021-23. Den positive importprisinflation i disse år afspejler et vist opadgående prispres fra råvarepriserne, men også den mere generelle virkning af den globale prisudvikling i en verdensøkonomi, der er under genopretning. Denne effekt opvejes til dels af den afdæmpende virkning af euroens appreciering i 2020.

Sammenlignet med ECB's stabs fremskrivninger fra september 2020 er fremskrivningen af HICP-inflationen blevet nedjusteret i 2020 og 2022. HICP-energiinflationen er blevet opjusteret i 2021 og nedjusteret i 2022 som følge af den antagelse, der er indarbejdet i kurven for olieprisfutures. HICP-fødevareinflationen afspejler de samme justeringer, som vedrører en mere forsinket afvikling af den markante stigning i 2020 i relation til covid-19. HICP-inflationen ekskl. energi og fødevarer nedjusteres i 2020, 2021 og 2022 på grund af nye svagere tal og en nedjustering af inflationspresset siden de tidligere fremskrivninger i sammenhæng med den rigelige, men faldende ledige kapacitet på vare- og arbejdsmarkederne.

4 Finanspolitiske udsigter

Den betydelige finanspolitiske støtte har begrænset den makroøkonomiske effekt af covid-19-krisen i 2020. Finanspolitikken^[3] vurderes at være meget ekspansiv i 2020. Dette understøttes hovedsagelig af de ekstraordinære finanspolitiske foranstaltninger, som alle eurolande har truffet som reaktion på pandemien. For euroområdet som helhed udgør disse foranstaltninger ca. 4½ pct. af BNP. Heraf er størstedelen yderligere udgifter i form af overførsler og subsidier til virksomheder og husholdninger, bl.a. jobfastholdelsesordninger. Sammenlignet med ECB's stabs fremskrivninger fra september 2020 er covid-19-krisestøttepakkens størrelse stort set uændret i 2020.

Krisestøtten forventes primært at blive afviklet i 2021, men sammenlignet med fremskrivningerne fra september 2020 er nogle af foranstaltningerne blevet forlænget, og nye genopretningspakker er blevet vedtaget eller fremlagt i forbindelse med de nationale budgetter for 2021. Baseret på de foranstaltninger, som regeringerne havde godkendt eller lovgivet om på skæringsdatoen for de finanspolitiske antagelser, er de fleste pandemirelaterede programmer midlertidige (på ca. 3 pct. af BNP) og vil blive afviklet gradvis primært i 2021 og i mindre grad i 2022. Samtidig er stimulerende statsforanstaltninger i forbindelse med NGEU-genopretningsfonden – svarende til ca. 0,5 pct. af BNP om året i 2021-23 (dvs. ca. halvdelen af NGEU-tilskudsrammen for perioden 2021-26) – nu medtaget i basisscenariet. Der er fortsat usikkerhed med hensyn til størrelsen, tidsplanen og sammensætningen af de finanspolitiske stimuli, der skal finansieres af NGEU-pakken. Samlet set tyder finanspolitikken for 2021 på mindre stimuli, idet de dog reduceres mindre, end det var antaget i ECB's stabs fremskrivninger fra september 2020.

Euroområdets budgetunderskud ventes at stige betydeligt i 2020 og at falde noget i 2021 og mere markant i 2022 og 2023. Stigningen i budgetunderskuddet i 2020 skyldes de finanspolitiske nødforanstaltninger og den negative cykliske komponent, som afspejler forværringen af de makroøkonomiske forhold. Faldet i budgetunderskuddet i 2021 er hovedsagelig forbundet med den delvise afvikling af nødforanstaltningerne, mens den cykliske komponent kun stiger marginalt. Den mere betydelige forbedring af budgetsaldoen i 2022 skyldes en mere positiv cyklisk komponent og en yderligere afvikling af stimulusforanstaltningerne. Endelig ventes budgetsaldoen at blive yderligere forbedret i 2023, til -3 pct. af BNP, på baggrund af en stort set neutral finanspolitik og bedre konjunkturforhold.

Euroområdets gældskvote ventes at stige i 2020, at toppe i 2021 og at falde noget i 2022 og 2023. Den kraftige stigning i gældskvoten i 2020 skyldes det gældsforøgende spænd mellem renter og vækst (sneboldseffekt) og det høje primære underskud. Gælden forventes at toppe på næsten 100 pct. af BNP i 2021, hvor den negative effekt af det primære underskud er højere end den gunstige sneboldeffekt. Det efterfølgende lille fald skyldes først og fremmest gunstige spænd mellem renter og vækst, efterhånden som genopretningen i økonomierne skrider frem, hvilket mere end opvejer de fortsatte primære underskud. Sammenlignet med ECB's stabs fremskrivninger fra september 2020 er euroområdets budgetsaldo og gældskvoter blevet nedjusteret i 2022, stort set i overensstemmelse med justeringerne af de diskretionære foranstaltninger, konjunkturforholdene og rentebetalingerne.