Den Europæiske Centralbanks (ECB) direktion har besluttet at indføre måltal for kønsfordeling for at fordoble antallet af kvinder i ledende stillinger.
Ved udgangen af 2019 skal 35 pct. af mellemlederstillingerne (afdelingsledere, viceafdelingsledere, sektionsledere, ledende rådgivere og rådgivere) og stillingerne i den øverste ledelse (generaldirektører, vicegeneraldirektører, direktører og ledende konsulenter) være besat med kvinder. Betragtes stillingerne i den øverste ledelse for sig, er målet 28 pct.
På nuværende tidspunkt er 17 pct. af alle lederstillinger besat med kvinder, mens tallet er 14 pct. for stillingerne i den øverste ledelses vedkommende. For at nå sit mål er ECB i færd med at implementere en handlingsplan vedrørende kønsdiversitet.