SØGEMULIGHEDER
Hjem Medier Explainers Forskning & Offentliggørelser Statistik Pengepolitik €uroen Betalinger & Markeder Kariere & Job
Forslag
Sortér efter
PRESSEMEDDELELSE

Pengepolitiske beslutninger

8. juni 2000

På sit møde i dag traf Styrelsesrådet for ECB følgende pengepolitiske beslutninger:

  1. Renten på Eurosystemets primære markedsoperationer forhøjes med 0,50 procentpoint til 4,25 pct. og gælder for de to operationer, der afvikles den 15. og 21. juni 2000 (og udføres som auktioner til fast rente).

  2. Renten på den marginale udlånsfacilitet forhøjes med 0,50 procentpoint til 5,25 pct. med virkning fra den 9. juni 2000.

  3. Renten på indlånsfaciliteten forhøjes med 0,50 procentpoint til 3,25 pct. med virkning fra den 9. juni 2000.

  4. Fra og med den operation, der afvikles den 28. juni 2000, udføres Eurosystemets primære markedsoperationer som auktioner til variabel rente, under anvendelse af proceduren med tildeling til flere rentesatser. Styrelsesrådet besluttede at fastsætte en laveste budrente for disse operationer på 4,25 pct. Denne rentesats svarer til den, der gælder for de to auktioner til fast rente, der skal gennemføres i henhold til beslutningen i dag.

Overgangen til auktioner til variabel rente i de primære markedsoperationer skal ikke ses som en yderligere ændring i Eurosystemets pengepolitiske linje. Den nye auktionsform er en reaktion på de ekstremt høje budbeløb, som har udviklet sig i forbindelse med den nuværende tildelingsprocedure til fast rente. Som indikator for den pengepolitiske linje overtager den laveste budrente den rolle, som renten for auktioner til fast rente hidtil har spillet. Ændringen udelukker på ingen måde muligheden for, at Eurosystemets primære markedsoperationer i fremtiden principielt kan udføres som auktioner til fast rente.

Tiden frem til gennemførelsen af den nye tildelingsprocedure for den første primære markedsoperation i den reservekravsperiode, der begynder den 24. juni 2000, giver modparterne mulighed for at forberede sig på denne ændring.

I henhold til artikel 8 i Den Europæiske Centralbanks forordning (EF) nr. 2818/98 af 1. december 1998 om anvendelse af mindstereserver (ECB/1998/15) anvendes den marginale rentesats for de primære markedsoperationer til at beregne forrentningen af reservekravene.

Formanden for ECB vil give en redegørelse for disse beslutninger på en pressekonference, der starter kl. 14.30 i dag.

Hvad angår den nøjagtige ordlyd, som Styrelsesrådet nåede til enighed om, henvises til den engelske version.

KONTAKT

Den Europæiske Centralbank

Generaldirektoratet Kommunikation

Eftertryk tilladt med kildeangivelse.

Pressekontakt