SØGEMULIGHEDER
Hjem Medier Explainers Forskning & Offentliggørelser Statistik Pengepolitik €uroen Betalinger & Markeder Kariere & Job
Forslag
Sortér efter
PRESSEMEDDELELSE

Lille nedgang i antallet af forfalskede eurosedler i 2. halvår 2015

22. januar 2016

EMBARGO

Klausuleret til offentliggørelse fredag den 22. januar 2016, kl. 10.00 CET
  • I 2. halvår 2015 blev 445.000 falske eurosedler taget ud af omløb.
  • 83 pct. af de falske sedler var 20- og 50-eurosedler.
  • Alle eurosedler kan kontrolleres med "føl-, se-, vip"-metoden.
  • Eurosedler er fortsat et pålideligt og sikkert betalingsmiddel.

Den Europæiske Centralbank (ECB) meddeler i dag, at omkring 445.000 falske eurosedler blev taget ud af omløb i 2. halvår 2015. Det er 2 pct. færre end i årets første halvdel. Antallet af falske eurosedler er stadig meget lavt i forhold til det stigende antal ægte eurosedler, som er i omløb (over 18 milliarder i 2. halvår 2015).

Den halvårlige trend fremgår af tabellen:

Periode

2012/2 2013/1 2013/2 2014/1 2014/2 2015/1 2015/2
Antal falske eurosedler 280.000 317.000 353.000 331.000 507.000 454.000 445.000

Lige siden den første euroseddelserie først blev udstedt, har Eurosystemet – dvs. ECB og de 19 nationale centralbanker i euroområdet – tilskyndet folk til at være på vagt, når de modtager pengesedler. Ægte eurosedler kan genkendes ved hjælp af den enkle "føl-se-vip"-metode, som er beskrevet i euroafsnittet på ECB's websted og på de nationale centralbanker i Eurosystemets websteder.

Eurosystemet informerer på forskellige måder for at hjælpe folk med at skelne mellem ægte og falske pengesedler og hjælpe kontanthåndterende virksomheder med at sikre, at maskiner, der anvendes til seddelhåndtering og seddelkontrol, på pålidelig vis kan identificere og tage falske eurosedler ud af omløb.

Modtager man en mistænkelig euroseddel, kan man sammenligne den direkte med én, som man ved er ægte. Hvis mistanken bekræftes, bør man kontakte enten politiet eller sin nationale centralbank, alt efter national praksis. Eurosystemet støtter politimyndighederne i deres kamp mod falskmøntneri.

Eurosystemet er forpligtet til at sikre eurosedlernes integritet og til løbende at forbedre teknologien på området. Europa-serien vil gøre sedlerne endnu sikrere og bidrage til at bevare offentlighedens tillid til valutaen.

Nedenstående tabel viser fordelingen, efter pålydende værdi, af det samlede antal falske eurosedler, som blev taget ud af omløb i 2. halvår 2015.

Pålydende værdi 5 € 10 € 20 € 50 € 100 € 200 € 500 €
Fordeling (i pct.) 1,1 3,0 46,2 37,1 10,1 1,2 1,3

I den pågældende periode

  • var 20- og 50-eurosedlerne fortsat de hyppigst forfalskede eurosedler. I forhold til tallene for 1. halvår 2015 er andelen af falske 20-eurosedler faldet og antallet af falske 50-eurosedler steget. Tilsammen udgjorde de 83,3 pct. af alle forfalskninger.
  • blev langt de fleste (98,0 pct.) falske eurosedler fundet i lande i euroområdet. Kun ca. 1,3 pct. blev fundet i EU-lande uden for euroområdet og mindre end 0,7 pct. i andre dele af verden.

Den nye 20-euroseddel med de innovative sikkerhedselementer blev sat i omløb 25. november 2015. Fabrikanter af udstyr til seddelhåndtering og andre leverandører vil fortsat få støtte af Eurosystemet til at omstille deres maskiner og udstyr til ægthedskontrol til den nye euroseddel. Hvis udstyret endnu ikke accepterer den nye seddel, bør ejerne/operatørerne straks kontakte leverandøren eller fabrikanten.

Forespørgsler fra medierne bedes rettet til William Lelieveldt, tlf.: +49 69 1344 7316 eller Eva Taylor, tlf.: +49 69 1344 7162

KONTAKT

Den Europæiske Centralbank

Generaldirektoratet Kommunikation

Eftertryk tilladt med kildeangivelse.

Pressekontakt