- PRESSEMEDDELELSE
Pengepolitiske beslutninger
29. oktober 2026
Styrelsesrådet besluttede i dag at fastholde ECB's tre officielle renter. Energipriserne stiger fortsat, hvilket udgør en opadrettet risiko for inflationsudsigterne og en nedadrettet risiko for vækstudsigterne. Den fulde effekt af energistødet slår stadig igennem, den underliggende inflation er indtil videre generelt forblevet stabil, og lønningerne påvirkes ikke væsentligt på nuværende tidspunkt. Energistødets øgede omfang og varighed, samt konsekvenserne for indirekte og anden runde-effekter, forventes at presse inflationen op og dæmpe væksten. De finansielle forhold er blevet strammet siden Styrelsesrådets sidste møde, hvilket formentlig vil påvirke inflationen og væksten negativt. Styrelsesrådet arbejder målrettet på at fastsætte pengepolitikken, så det sikres, at inflationen stabiliserer sig på 2 pct.-målet på mellemlangt sigt.
Styrelsesrådet er fortsat godt rustet til at navigere i den aktuelle meget usikre situation. Det vil følge en dataforankret tilgang møde for møde til at fastlægge den hensigtsmæssige pengepolitiske kurs. Styrelsesrådets rentebeslutninger baseres især på dets vurdering af inflationsudsigterne og de risici, der er forbundet hermed, med udgangspunkt i nye økonomiske og finansielle data samt udviklingen i den underliggende inflation og styrken af den pengepolitiske transmission. Styrelsesrådet forpligter sig ikke på forhånd til en bestemt renteudvikling.
ECB's officielle renter
Renten på indlånsfaciliteten, de primære markedsoperationer og den marginale udlånsfacilitet blev fastholdt på henholdsvis 2,50 pct., 2,65 pct. og 2,90 pct.
Programmet til opkøb af aktiver (APP) og opkøbsprogrammet på foranledning af den pandemiske nødsituation (PEPP)
APP- og PEPP-porteføljerne falder i et afmålt og forudsigeligt tempo, da Eurosystemet ikke længere geninvesterer afdragene på hovedstolen fra udløbne værdipapirer.
***
Styrelsesrådet er rede til at tilpasse alle sine instrumenter inden for sit mandat for at sikre, at inflationen stabiliseres på dets 2 pct.-mål på mellemlangt sigt, og til at opretholde den velfungerende transmission af pengepolitikken. TPI (instrumentet til beskyttelse af den pengepolitiske transmission) kan desuden tages i brug med henblik på at imødegå en uønsket, ukontrolleret markedsdynamik, som udgør en alvorlig trussel mod den pengepolitiske transmission i alle lande i euroområdet, og gør det således muligt for Styrelsesrådet at opfylde sit prisstabilitetsmandat mere effektivt.
Formanden for ECB vil give en redegørelse for disse beslutninger på en pressekonference, der begynder kl. 14.45 CET i dag.
Hvad angår den nøjagtige ordlyd, som Styrelsesrådet nåede til enighed om, henvises til den engelske version.
Den Europæiske Centralbank
Generaldirektoratet Kommunikation
- Sonnemannstrasse 20
- 60314 Frankfurt am Main, Tyskland
- +49 69 1344 7455
- media@ecb.europa.eu
Eftertryk tilladt med kildeangivelse.
Pressekontakt