- Litauen indfører euroen.
- Lietuvos bankas bliver medlem af Eurosystemet.
- Litauen tilslutter sig ECB's banktilsyn inden for rammerne af Den Fælles Tilsynsmekanisme.
Litauen har i dag indført euroen. Antallet af medlemsstater i Den Europæiske Union, som anvender den fælles europæiske valuta, er dermed oppe på 19, meddeler Den Europæiske Centralbank (ECB).
"På vegne af Den Europæiske Centralbanks styrelsesråd, hilser jeg denne yderligere udvidelse af euroområdet velkommen. Litauen har i svære tider truffet særlige foranstaltninger til at nå målet om at indføre den fælles valuta," udtaler ECB's formand Mario Draghi.
Lietuvos bankas, Litauens nationale centralbank, bliver medlem af Eurosystemet, euroområdets centralbanksystem, som består af ECB og 19 centralbanker. Litauen tilslutter sig også Den Fælles Tilsynsmekanisme, som indebærer, at større banker underlægges ECB's tilsyn. Tre litauiske banker (SEB bankas, Swedbank og DNB bankas) bliver underlagt ECB's direkte tilsyn. De har allerede været igennem den omfattende vurdering, et finansielt tjek af 130 banker i euroområdet.
Lietuvos bankas har indbetalt resten af sit bidrag til ECB's kapital og overført sit bidrag til ECB's valutareserveaktiver. Der blev allerede taget højde for integrationen af de litauiske monetære finansielle institutioner (MFI'er) i euroområdets banksektor pr. 1. januar 2015 i offentliggørelsen af euroområdets likviditetsbehov og benchmarktildelingen 30. december 2014. Eurosystemets litauiske modparter kan deltage i markedsoperationer udført af ECB, som annonceres efter 1. januar 2015.
En fortegnelse over banker og andre MFI'er i Litauen, som er underlagt reservekrav, vil snart blive offentliggjort på ECB's websted, som det også er tilfældet med listerne over MFI'er i andre EU-medlemsstater, der har indført euroen. Der er også taget højde for en overgangsperiode fra 1. til 27. januar 2015 til pålæggelsen af reservekrav for de litauiske MFI'er. Aktiver i Litauen, som kan anvendes som sikkerhed i Eurosystemets kreditoperationer, vil også blive tilføjet euroområdets liste over belånbare omsættelige aktiver, der kan anvendes som sikkerhed. Listen findes på ECB's websted.
Litauen optages som det 19. medlem af euroområdet, og det betyder, at det nye rotationssystem for stemmerettigheder i ECB's styrelsesråd træder i kraft fra og med i dag. Systemet forklares på ECB's websted, hvor der også findes en oversigt over rotationen af stemmerettigheder i 2015 og 2016.
Forespørgsler fra medierne bedes rettet til Eszter Miltényi-Torstensson, tlf.: +49 171 769 5305