SØGEMULIGHEDER
Hjem Medier Explainers Forskning & Offentliggørelser Statistik Pengepolitik €uroen Betalinger & Markeder Kariere & Job
Forslag
Sortér efter
  • PRESSEMEDDELELSE

ECB præsenterer handlingsplan til inddragelse af klimahensyn i den pengepolitiske strategi

8. juli 2021

ECB's styrelsesråd arbejder meget målrettet på:

  • yderligere at indarbejde klimahensyn i den pengepolitiske ramme
  • at udvide den analytiske kapacitet på klimaområdet, for så vidt angår makroøkonomiske modeller, statistik og pengepolitik
  • at inddrage klimahensyn i de pengepolitiske operationer på følgende områder: oplysning, risikovurdering, rammer for sikkerhedsstillelse og opkøb virksomhedsobligationer
  • at implementere handlingsplanen i overensstemmelse med de fremskridt, der sker i EU's politikker og initiativer inden for oplysning og indberetning af miljømæssig bæredygtighed.

Styrelsesrådet for Den Europæiske Centralbank (ECB) har vedtaget en omfattende handlingsplan med en ambitiøs køreplan (se bilag – på engelsk) for bedre at inddrage klimahensyn i den pengepolitiske ramme. Styrelsesrådet understreger med denne beslutning sin forpligtelse til – mere systematisk – at afspejle klimahensyn i pengepolitikken. Beslutningen kommer efter afslutningen af gennemgangen af den pengepolitiske strategi i 2020-21, hvor overvejelserne om klimaændringer og miljømæssig bæredygtighed var af central betydning.

Håndteringen af klimaændringer er en global udfordring og en af Den Europæiske Unions politiske prioriteter. Selvom regeringer og parlamenter har det primære ansvar for at gøre noget ved klimaændringerne, erkender ECB behovet for – inden for sit mandat – at indarbejde klimahensyn i de pengepolitiske rammer. Klimaændringer og overgangen til en mere bæredygtig økonomi påvirker udsigterne for prisstabilitet gennem deres indvirkning på makroøkonomiske indikatorer som fx inflation, produktion, beskæftigelse, renter, investering og produktivitet, finansiel stabilitet og transmissionen af pengepolitikken. Desuden påvirker klimaændringer og CO2-omstillingen værdien af og risikoprofilen for aktiverne på Eurosystemets balance, hvilket potentielt kan føre til en uønsket akkumulering af klimarelaterede finansielle risici.

Med denne handlingsplan vil ECB øge sit bidrag til håndteringen af klimaændringer, hvilket er i overensstemmelse med ECB's forpligtelser i henhold til EU-traktaterne. Handlingsplanen indeholder foranstaltninger, som styrker og udvider Eurosystemets igangværende initiativer til bedre at tage højde for klimahensyn med det formål at forberede grundlaget for ændringer af rammerne for gennemførelse af pengepolitikken. Udformningen af disse foranstaltninger bliver i overensstemmelse med målsætningen om prisstabilitet og bør tage højde for klimaændringernes konsekvenser for en effektiv tildeling af ressourcer. ECB's klimacenter, der blev oprettet for nylig, vil i tæt samarbejde med Eurosystemet koordinere relevante aktiviteter i ECB. Aktiviteterne vil fokusere på følgende områder:

Makroøkonomisk modellering og vurdering af konsekvenserne for den pengepolitiske transmission. ECB vil fremskynde udviklingen af nye modeller og udføre teoretiske og empiriske analyser til at overvåge konsekvenserne af klimaændringer og dermed forbundne politikker for økonomien, det finansielle system og transmissionen af pengepolitikken gennem de finansielle markeder og banksystemet til husholdninger og virksomheder.

Statistiske data til analyser af klimarisici. ECB vil udvikle nye indikatorer på forsøgsbasis og i denne forbindelse dække relevante grønne finansielle instrumenter og finansielle institutioners CO2-aftryk samt deres eksponering over for fysiske klimarisici. Dette vil blive efterfulgt af trinvise forbedringer af disse indikatorer, som begynder i 2022, hvilket også sker i overensstemmelse med de fremskridt, der sker i EU's politikker og initiativer inden for oplysning og indberetning af miljømæssig bæredygtighed.

Oplysninger som et krav for belånbarhed ved sikkerhedsstillelse og ved opkøb af aktiver. ECB vil indføre oplysningskrav for aktiver udstedt af den private sektor som et nyt belånbarhedskriterium eller som grundlag for en differentieret behandling ved sikkerhedsstillelse og opkøb af aktiver. Disse krav vil tage højde for EU's politikker og initiativer for så vidt angår oplysninger og indberetning af miljømæssig bæredygtighed og vil fremme en mere ensartet oplysningspraksis i markedet, samtidig med at proportionalitetsprincippet sikres gennem krav, som er tilpasset små og mellemstore virksomheder. ECB offentliggør en detaljeret plan i 2022.

Forbedring af risikovurderingskapaciteten. Med henblik på at vurdere Eurosystemets risikoeksponering over for klimaændringer begynder ECB at foretage klimastresstest af Eurosystemets balance i 2022 baseret på den metode, som anvendes til ECB's klimastresstest for hele økonomien. ECB vil desuden vurdere, hvorvidt de godkendte kreditvurderingsbureauer inden for Eurosystemets rammer for kreditvurdering har offentliggjort de nødvendige oplysninger til at forstå, hvordan de indarbejder klimarisici i deres kreditvurderinger. ECB overvejer desuden at udarbejde minimumsstandarder for indarbejdelsen af klimarisici i sine interne ratings.

Rammer for sikkerhedsstillelse. ECB vil tage stilling til relevante klimarisici i forbindelse med gennemgangen af rammerne for risikokontrol og værdiansættelse af aktiver, der mobiliseres som sikkerhed af modparter i Eurosystemets kreditoperationer. Det vil sikre, at de tager højde for alle relevante risici, herunder risici, der opstår på grund af klimaændringer. ECB fortsætter desuden med at overvåge den strukturelle markedsudvikling inden for bæredygtighedsprodukter og er – inden for sit mandat – parat til at understøtte innovation inden for bæredygtig finansiering, som det fremgår af ECB's beslutning om at acceptere bæredygtige obligationer som sikkerhedsstillelse (se pressemeddelelse af 22. september 2020).

Opkøb af virksomhedsobligationer. ECB er allerede begyndt at tage højde for relevante klimarisici i de due diligence-procedurer, som anvendes i forbindelse med opkøb af virksomhedsobligationer i de pengepolitiske porteføljer. Fremover vil ECB – i overensstemmelse med sit mandat – tilpasse rammerne for fordeling af opkøb af virksomhedsobligationer, så de omfatter klimakriterier. Disse vil sikre, at udstederne, som minimum, lever op til den EU-lovgivning, der gennemfører Parisaftalen, gennem klimarelaterede parametre eller udstedernes tilsagn om at leve op til disse mål. Desuden vil ECB begynde at offentliggøre klimarelaterede oplysninger om programmet til opkøb af virksomhedsobligationer (CSPP) i 1. kvartal 2023 (som supplement til oplysningerne om de ikke-pengepolitiske porteføljer. Se pressemeddelelse af 4. februar 2021).

Gennemførelsen af handlingsplanen vil ske i overensstemmelse med de fremskridt, der sker i EU's politikker og initiativer inden for oplysning og indberetning af miljømæssig bæredygtighed, herunder direktivet om virksomheders bæredygtighedsrapportering, klassificeringsforordningen og forordningen om bæredygtighedsrelaterede oplysninger i sektoren for finansielle tjenesteydelser.

Henvendelser fra medierne kan rettes til Eva Taylor, tlf.: +49 60 1344 7162.

KONTAKT

Den Europæiske Centralbank

Generaldirektoratet Kommunikation

Eftertryk tilladt med kildeangivelse.

Pressekontakt