SØGEMULIGHEDER
Hjem Medier Explainers Forskning & Offentliggørelser Statistik Pengepolitik €uroen Betalinger & Markeder Kariere & Job
Forslag
Sortér efter

Beslutninger truffet af ECB's styrelsesråd (ud over rentebeslutningerne)

Oktober 2015

EMBARGO

KLAUSULERET TIL OFFENTLIGGØRELSE 23. oktober 2015 kl. 15.00 CET

Markedsoperationer

Tilpasning af opkøbsprocessen i programmet til opkøb af asset-backed securities

Den 17. september 2015 godkendte Styrelsesrådet ændringer af governance-strukturen for programmet til opkøb af asset-backed securities (ABSPP). De nationale centralbankers andel af opkøbene vil blive øget gennem deltagelsen af Nationale Bank van België/Banque Nationale de Belgique og Banque de Frances dækning af et større antal lande. Begge centralbanker fungerer som Eurosystemets porteføljeforvaltere i forbindelse med opkøbene. En pressemeddelelse herom er offentliggjort på ECB’s websted.

Finansiel stabilitet og finansielt tilsyn

2015-udgaven af ECB's Report on financial structures

Den 9. oktober 2015 godkendte Styrelsesrådet offentliggørelsen af 2015-udgaven af ECB's Report on financial structures. I rapporten gennemgås de vigtigste strukturelle træk og hovedudviklingen i den bredere finansielle sektor i euroområdet. Rapporten dækker også banksektoren og andre finansielle formidlere, herunder navnlig forsikringsselskaber og pensionskasser samt andre finansielle formidlere end banker og forsikringsselskaber (ofte benævnt "skyggebanksektoren"). Rapporten vil snart blive offentliggjort på ECB's websted.

Betalingssystemer og markedsinfrastruktur

Ad hoc-vurdering af nyt direkte link og relayed link i forhold til standarderne for anvendelse af værdipapirafviklingssystemer i Eurosystemets kreditoperationer

Den 17. september 2015 godkendte Styrelsesrådet nye links til brug i Eurosystemets kreditoperationer: a) et direkte link fra Euroclear Bank til VP Securities og b) et relayed link fra Euroclear Bank via VP Securities til VP Lux. Den samlede fortegnelse over godkendte links findes på ECB's websted.

Rådgivning om lovgivning

ECB's udtalelse om konvertering af lån i schweizerfranc i Kroatien

Den 18. september 2015 vedtog Styrelsesrådet udtalelse CON/2015/32 på eget initiativ.

ECB's udtalelse om udpegelse af Lietuvos bankas som afviklingsmyndighed

Den 22. september 2015 vedtog Styrelsesrådet udtalelse CON/2015/33 på anmodning af det litauiske finansministerium.

ECB's udtalelse om lovforslag om markedet for finansielle instrumenter i Slovenien

Den 28. september 2015 vedtog Styrelsesrådet udtalelse CON/2015/34 på anmodning af det slovenske finansministerium.

ECB's udtalelse om genopretning og afvikling af kreditinstitutter og investeringsselskaber i Italien

Den 16. oktober 2015 vedtog Styrelsesrådet udtalelse CON/2015/35 på anmodning af det italienske finansministerium.

ECB's udtalelse om det centrale register over bankkonti i Tjekkiet

Den 16. oktober 2015 vedtog Styrelsesrådet udtalelse CON/2015/36 på anmodning af det tjekkiske finansministerium.

ECB's udtalelse om reguleringen af finansiel leasing og leasingselskabers aktiviteter i Cypern

Den 19. oktober 2015 vedtog Styrelsesrådet udtalelse CON/2015/37 på anmodning af det cypriotiske finansministerium.

Statistik

Euro money market survey 2015

Den 29. september 2015 tog Styrelsesrådet resultaterne af Euro money market survey 2015 til efterretning. Undersøgelsen sætter fokus på den vigtigste udvikling på europengemarkedet i 2. kvartal 2015 og sammenligner den med dem, der var i 2. kvartal i de foregående år. Undersøgelsen blev efterfølgende offentliggjort på ECB's websted sammen med en pressemeddelelse herom.

Corporate governance

Formand for ECB's Budgetkomiteen

Den 6. oktober 2015 udnævnte Styrelsesrådet med øjeblikkelig virkning vicedirektør i Suomen Pankki Pentti Hakkarainen som formand for ECB's Budgetkomite (BUCOM) for en treårig periode.

Formand for Komiteen for Controlling

Den 6. oktober 2015 udnævnte Styrelsesrådet med øjeblikkelig virkning direktionsmedlem i Deutsche Bundesbank Joachim Nagel som formand for Komiteen for Controlling (COMCO) for en treårig periode.

Banktilsyn

Ændringer af signifikansafgørelser for kreditinstitutter

Den 18. og 30. september 2015 godkendte Styrelsesrådet Tilsynsrådets forslag til afgørelse om ændring af fortegnelsen over signifikante institutter og mindre signifikante institutter. Den ændrede fortegnelse findes på ECB's websted i overensstemmelse med artikel 49 i SSM-rammeforordningen.

Overholdelse af EBA's retningslinjer vedrørende foranstaltninger i forbindelse med tidlig indgriben og de forskellige situationer, hvor et institut anses for at være nødlidende eller forventeligt nødlidende

Den 23. september 2015 vedtog Styrelsesrådet Tilsynsrådets forslag vedrørende overholdelse af EBA's retningslinjer for udløsningsmekanismen for brug af foranstaltninger i forbindelse med tidlig indgriben i henhold til artikel 27, stk. 4, i direktiv 2014/59/EU (EBA/GL/2015/03) og om fortolkning af de forskellige situationer, hvor et institut anses for at være nødlidende eller forventeligt nødlidende i henhold til artikel 32, stk. 6, i direktiv 2014/59/EU (EBA/GL/2015/07). ECB meddelte efterfølgende EBA, at centralbanken overholdte ovennævnte retningslinjer i tilknytning til de signifikante institutioner under dens tilsyn pr. datoen for denne meddelelse.

KONTAKT

Den Europæiske Centralbank

Generaldirektoratet Kommunikation

Eftertryk tilladt med kildeangivelse.

Pressekontakt