SØGEMULIGHEDER
Hjem Medier Explainers Forskning & Offentliggørelser Statistik Pengepolitik €uroen Betalinger & Markeder Kariere & Job
Forslag
Sortér efter

Beslutninger truffet af ECB's styrelsesråd (ud over rentebeslutningerne)

April 2013

Den økonomiske, monetære og finansielle situation

ECB's reaktion på aftalen om det makroøkonomiske tilpasningsprogram for Cypern

Den 25. marts 2013 tog Styrelsesrådet til efterretning, at Eurogruppen havde indgået en aftale med de cypriotiske myndigheder, som skitserer de nødvendige hovedprincipper i EU/IMF-tilpasningsprogrammet for Cypern. Styrelsesrådet besluttede ikke at modsætte sig anmodningen fra Central Bank of Cyprus om tildeling af likviditetsstøtte under hensyntagen til de gældende regler. En pressemeddelelse blev samme dag offentliggjort på ECB's websted.

Betalingssystemer og markedsinfrastruktur

Undersøgelse af korrespondentbankvirksomheden i euro

Den 27. marts 2013 godkendte Styrelsesrådet offentliggørelsen af " Eighth survey on correspondent banking in euro", som er udarbejdet af Betalingsformidlingskomitéen, der er én af Eurosystem-/ESCB-komitéerne. Undersøgelsen bekræfter, at korrespondentbankvirksomhed fortsat er vigtig for behandlingen af betalingstransaktioner i euro. På grund af korrespondentbankydelsernes betydning for betalingssystemernes smidige funktion er de blevet overvåget af Eurosystemet siden etableringen af ECB. Styrelsesrådet har vedtaget at offentliggøre undersøgelsen for at gøre Eurosystemets overvågning af korrespondentbankvirksomheden mere gennemsigtig og udveksle resultater med andre interessenter. Undersøgelsen og en pressemeddelelse herom findes på ECB's websted.

Rådgivning om lovgivning

ECB's udtalelse om et regelsæt for afvikling af kreditinstitutter og andre institutter i Cypern

Den 1. februar 2013 vedtog Styrelsesrådet udtalelse CON/2013/10 på anmodning af det cypriotiske finansministerium.

ECB's udtalelse om foranstaltninger til styrkelse af stabiliteten i banksektoren i Slovenien

Den 22. marts 2013 vedtog Styrelsesrådet udtalelse CON/2013/21 på anmodning af det slovenske finansministerium.

ECB's udtalelse om indberetning af betalingsbalancedata i Østrig

Den 25. marts 2013 vedtog Styrelsesrådet udtalelse CON/2013/22 på anmodning af Oesterreichische Nationalbank.

ECB's udtalelse om særlige realkredittransaktioner i Slovakiet

Den 2. april 2013 vedtog Styrelsesrådet udtalelse CON/2013/23 på anmodning af det slovakiske finansministerium.

ECB's udtalelse om aftaler om finansiel sikkerhedsstillelse i Malta

Den 5. april 2013 vedtog Styrelsesrådet udtalelse CON/2013/24 på anmodning af det maltesiske finansministerium og ministerium for økonomi og investering.

ECB's udtalelse om indskudsgarantifonden i Spanien

Den 10. april 2013 vedtog Styrelsesrådet udtalelse CON/2013/25 på anmodning af den spanske minister for økonomiske anliggender og erhvervsfremme.

ECB's udtalelse om kriseplanlægning og tidlig indgriben vedrørende kreditinstitutter i Østrig

Den 11. april 2013 vedtog Styrelsesrådet udtalelse CON/2013/26 på anmodning af det østrigske finansministerium.

ECB's udtalelse om reglerne for statsgarantier og om statsgarantierne for Dexia SA og Dexia Crédit Local SA i Belgien

Den 15. april 2013 vedtog Styrelsesrådet udtalelse CON/2013/27 på anmodning af Nationale Bank van België/Banque Nationale de Belgique på vegne af det belgiske finansministerium.

Statistik

Undersøgelse af husholdningernes økonomi og forbrug

Styrelsesrådet godkendte offentliggørelsen af resultaterne af den første bølge af undersøgelser af husholdningernes økonomi og forbrug i Eurosystemet, et fælles eurosystemprojekt, der er gennemført med støtte fra de nationale statistikbureauer i tre lande i euroområdet. Undersøgelsen og en rapport om den anvendte metode er emnet i de to første udgaver af en ny Statistics Paper Series, der blev lanceret af ECB den 9. april 2013. Referenceåret for de fleste af landeundersøgelserne er 2010. Undersøgelsesresultaterne vil øge Eurosystemets viden om de økonomiske og finansielle strukturer i euroområdet og føre til en bedre forståelse af den pengepolitiske transmissionsmekanisme og indvirkningen af makroøkonomiske stød på den finansielle stabilitet. Undersøgelsen og rapporten om den anvendte metode er offentliggjort på ECB's websted sammen med en pressemeddelelse herom.

Indberetning af statistik over beholdninger af værdipapirer

Den 22. marts 2013 vedtog Styrelsesrådet retningslinje ECB/2013/7 om statistik over beholdninger af værdipapirer. I retningslinjen defineres de procedurer, som de nationale centralbanker skal følge, når de indberetter statistik til ECB, som er udledt af data, der indsamles i henhold til Den Europæiske Centralbanks nye forordning (EU) nr. 1011/2012 af 17. oktober 2012 om statistik over beholdninger af værdipapirer (ECB/2012/24). Retningslinjen vil blive offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende og på ECB's websted.

Corporate governance

ECB's henstilling til Rådet for Den Europæiske Union om eksterne revisorer for Oesterreichische Nationalbank

Den 17. april 2013 vedtog Styrelsesrådet en henstilling til Rådet for Den Europæiske Union om eksterne revisorer for Oesterreichische Nationalbank (ECB/2013/8). Henstillingen vil blive offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende og på ECB's websted.

KONTAKT

Den Europæiske Centralbank

Generaldirektoratet Kommunikation

Eftertryk tilladt med kildeangivelse.

Pressekontakt