EUR-Lex Adgang til EU-lovgivningen

Tilbage til forsiden

Dette dokument er et uddrag fra EUR-Lex

Dokument 32012D0003(01)

2012/153/EU: Den Europæiske Centralbanks afgørelse af 5. marts 2012 om belånbarheden af omsættelige gældsinstrumenter, som er udstedt eller fuldt ud garanteret af den græske stat, i forbindelse med den græske stats gældsombytningstilbud (ECB/2012/3)

EUT L 77 af 16.3.2012, s. 19–19 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

Dokumentets juridiske status Ikke længere i kraft, Gyldighedsperiodens slutdato: 24/07/2012; ophævet ved 32012D0014(01)

ELI: http://data.europa.eu/eli/dec/2012/153(1)/oj

16.3.2012   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 77/19


DEN EUROPÆISKE CENTRALBANKS AFGØRELSE

af 5. marts 2012

om belånbarheden af omsættelige gældsinstrumenter, som er udstedt eller fuldt ud garanteret af den græske stat, i forbindelse med den græske stats gældsombytningstilbud

(ECB/2012/3)

(2012/153/EU)

STYRELSESRÅDET FOR DEN EUROPÆISKE CENTRALBANK HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 127, stk. 2, første led,

under henvisning til statutten for Det Europæiske System af Centralbanker og Den Europæiske Centralbank, særlig første led i artikel 3.1, artikel 12.1, artikel 18, og artikel 34.1, andet led,

under henvisning til retningslinje ECB/2011/14 af 20. september 2011 om Eurosystemets pengepolitiske instrumenter og procedurer (1), særlig afsnit 1.6, 6.3.1 og 6.3.2 i bilag I, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Som følge af de usædvanlige omstændigheder, der hersker på de finansielle markeder, og af at markedets normale vurdering af værdipapirer, som er udstedt eller garanteret af den græske stat, er ude af funktion, vedtog Styrelsesrådet afgørelse ECB/2010/3 af 6. maj 2010 om midlertidige foranstaltninger vedrørende belånbarheden af omsættelige gældsinstrumenter, som er udstedt eller garanteret af den græske stat (2). Denne afgørelse suspenderede midlertidigt Eurosystemets mindstekrav til grænseværdier for kreditkvalitet, der er angivet i reglerne om visse omsættelige aktiver i Eurosystemets rammer for kreditvurdering i afsnit 6.3.2 i bilag I til retningslinje ECB/2011/14. Afgørelse ECB/2012/2 (3) ophævede afgørelse ECB/2010/3 på grund af den negative virkning, som iværksættelsen af gældsombytningstilbuddet til indehavere af omsættelige gældsinstrumenter, der er udstedt af den græske stat, i forbindelse med den private sektors deltagelse, har på kreditvurderingerne af sådanne gældsinstrumenter.

(2)

Stats- og regeringscheferne i euroområdet og EU-institutionerne offentliggjorde den 21. juli 2011 foranstaltninger til stabilisering af de græske offentlige finanser, som omfattede deres forpligtelse til at tilvejebringe en forbedret sikkerhedsstillelse for at understøtte kvaliteten af de omsættelige gældsinstrumenter, der er udstedt eller garanteret af den græske stat. Styrelsesrådet har truffet beslutning om, at den græske stat skal tilvejebringe en sådan forbedret sikkerhedsstillelse til fordel for de nationale centralbanker.

(3)

Styrelsesrådet har truffet beslutning om, at Eurosystemets grænseværdier for kreditkvalitet bør suspenderes for de omsættelige gældsinstrumenter, der er udstedt eller fuldt ud garanteret af den græske stat, og som er omfattet af den forbedrede sikkerhedsstillelse —

TRUFFET FØLGENDE AFGØRELSE

Artikel 1

Belånbarheden af omsættelige gældsinstrumenter, som er udstedt eller fuldt ud garanteret af den græske stat, i forbindelse med den græske stats gældsombytningstilbud

1.   Omsættelige gældsinstrumenter, som er udstedt eller fuldt ud garanteret af den græske stat, og som ikke opfylder Eurosystemets mindstekrav til grænseværdier for kreditkvalitet i reglerne om visse omsættelige aktiver i Eurosystemets rammer for kreditvurdering i afsnit 6.3.2 i bilag I til retningslinje ECB/2011/14, men som opfylder de andre belånbarhedskrav i bilag I til retningslinje ECB/2011/14, og som anvendes som sikkerhed for Eurosystemets kreditoperationer, er betinget af den græske stats tilvejebringelse af en forbedret sikkerhedsstillelse for de nationale centralbanker i form af en tilbagekøbsordning.

2.   De omsættelige gældsinstrumenter i stk. 1 skal forblive belånbare, så længe den forbedrede sikkerhedsstillelse finder anvendelse.

Artikel 2

Ikrafttrædelse

Denne afgørelse træder i kraft den 8. marts 2012.

Udfærdiget i Frankfurt am Main, den 5. marts 2012.

Mario DRAGHI

Formand for ECB


(1)  EUT L 331 af 14.12.2011, s. 1.

(2)  EUT L 117 af 11.5.2010, s. 102.

(3)  EUT L 59 af 1.3.2012, s. 36.


Op